seven swords

Seven Swords kan ses som Hongkong-veteranen Tsui Harks forsøg på at generobre en genre, han engang dominerede. Det er let at glemme, men tilbage i 1980'erne var Tsui Hark et større navn end John Woo. Hark var producer på Woo-klassikerne A Better Tomorrow 1 og 2 (1986, 1987) samt The Killer (1989), og sammen banede de vejen for, at publikum i Vesten fik øjnene op for Hongkong-filmenes kvaliteter. Men Tsui Hark kan også på egen hånd, med titler som Zu: Warriors Of The Magic Mountain (1983) og Once Upon A Time In China (1991). Siden fulgte han i John Woos fodspor til USA, hvor han lavede den - for Hongkong-instruktører - tilsyneladende så obligatoriske Jean-Claude Van Damme-film. Faktisk blev det til hele to af slagsen, Double Team (1997) og Knock Off (1998), før Tsui Hark besluttede at returnere til hjemlandet. Hans efterfølgende film har savnet fortids styrke, og i mellemtiden har mere anerkendte instruktører som Ang Lee og Zhang Yimou adopteret wuxia-genren og tiltrukket et publikum, der normalt ikke kunne drømme om at se kung fu-film.

Med Seven Swords er Tsui Hark tilbage på solid, episk grund. Udgangspunktet er en klassisk wuxia-roman af Liang Yusheng om syv udvalgte krigere med hver sit magiske sværd. De får til opgave at forsvare en landsby mod en blodtørstig hær af bizart udseende soldater, der alle ser ud som om, de er stukket af fra en Marilyn Manson-video. På skuespillersiden har Tsui Hark allieret sig med rutinerede kræfter som Donnie Yen (Hero, 2002) og Lau Kar-leung, kombineret med nye navne som Leon Lai (Infernal Affairs 3, 2003) og Charlie Yeung (New Police Story, 2004). Resultatet er blevet en god, gammeldags, kulørt underholdende wuxia-film, der føles mindre pretentiøs end Tiger På Spring, Drage I Skjul (2001) og House Of Flying Daggers (2004), men samtidig mangler disse films opfindsomhed og nerve.

Det største problem ved Seven Swords er det hav af personer, man skal holde styr på. Ud over de syv krigere er der et lignende antal bifigurer fra landsbyen og skurkenes lejr, som alle bliver udstyret med hver deres sidehistorie. Det medfører, at man bruger den første time af filmen på at hitte rede i, hvem der er hvem, og hvad de er i forhold til hinanden - en opgave der ikke gøres lettere af den forvirrende klipning. Men hvad værre er: lige så snart en person begynder at blive interessant, hastes der videre til den næste i rækken. Eksempelvis har den ældste af de syv helte en fortid som bøddel for modstanderne, mens en anden af krigerne mistede sin far, da denne blev dræbt af den selvsamme landsbyleder, han nu skal beskytte. Ingen af disse oplysninger bruges til noget videre, så trods en spilletid på 147 minutter forbliver Seven Swords en overfladisk affære.

Seven Swords bliver desværre aldrig det comeback til Tsui Hark, som man kunne have håbet på. Det er i stedet blot en kompetent udført film, der dog aldrig formår at hæve sig over mængden. Kampsekvenserne er godt koreograferet, men byder ikke på de store overraskelser. Skuespillerne er attraktive at se på, men leverer med få undtagelser anonyme præstationer. Billedsiden er flot, men bortset fra den nærmest monokrome indledning hvor alt er holdt i sort, hvidt og rødt, virker der ikke til at være nogen klar visuel idé bag billederne - modsat for eksempel Zhang Yimous to wuxia-værker. Og sådan er det hele vejen igennem. Men det er da i det mindste et fremskridt i forhold til en film med Jean-Claude Van Damme...