brotherhood of war - taegukgi

Instruktøren Kang Je-gyu var manden bag actionfilmen Shiri (1999), der slog alle konkurrenter af banen, da den fik premiere. Shiri beskæftigede sig med den spændte situation mellem Nord- og Sydkorea i nutidens Korea, mens Brotherhood fortæller om den blodige Koreakrig, der delte landet i to.

De to brødre Lee Jin-tae (Jang Dong-gun) og Lee Jin-seok (Won Bin) er fulde af håb og optimisme efter 2. Verdenskrigs afslutning og Koreas selvstændighed i 1950. Fremtiden tegner lys, selv om de må arbejde hårdt og spare for at få råd til at sende Jin-seok på universitetet. De to brødre holder sammen i tykt og tyndt og storebror Jin-tae skyr ingen midler for at hjælpe og beskytte sin lillebror. Da Koreakrigen bryder ud, bliver begge brødre indrulleret i den sydkoreanske hær, og de bliver sendt direkte til fronten. Her oplever de krigens helvede af vold, død og lemlæstelse.

Jin-seok forfærdes over brutaliteten og umenneskeligheden, mens Jin-tae indordner sig og forsøger at overleve ved at blive en del af grusomhederne. Han har dog også en bagtanke med det. Han vil forsøge at få Jin-seok sendt hjem, og det kan kun lade sig gøre, hvis han selv modtager en tapperhedsmedalje. I sin ensporede fokusering på lillebrorens sikkerhed, forvandler Jin-tae sig til en følelseskold dræbermaskine, som Jin-seok begynder at foragte. Da Jin-tae endelig får den eftertragtede medalje, nægter Jin-seok at tage hjem. De to brødre er blevet fremmede for hinanden og deres indbyrdes konflikter får skæbnesvangre følger.

Kang Je-gyu har allerede med Shiri bevist, at han håndterer store actionscener kompetent og kan afvikle dem, så de både er medrivende og visuelt flotte. Brotherhood er blevet sammenlignet med Saving Private Ryan (1998), og det er da også den mere rå og krast realistiske stil, der præger filmen. Her bliver ikke sparet på blodet og de afrevne lemmer. Kampscenerne fungerer fint, og man bliver virkelig placeret midt i krigens inferno.

Desværre går filmen lidt død i de scener, der ikke lige foregår ude ved fronten. Der spilles fint skuespil af både Jang Dong-gun og Won Bin, men tempoet er for slæbende, og personernes følelser kommer aldrig helt ind under huden. Det skyldes nok, at dialogen ofte er klichépræget og ind imellem virker direkte konstrueret. Desuden er de vigtige øjeblikke i filmen for forudsigelige, og man bevæges ikke nok, når brødrene står over for de store tragedier, der følger med krigen. Der kunne med fordel være klippet i filmen. En spilletid på omkring to timer i stedet for de 140 minutter filmen varer, ville have gjort den mere intens og fokuseret.

På trods af disse skavanker er Brotherhood absolut en seværdig film, og den byder på mange imponerende optrin. Det er også velgørende at se en film om en krig, der har betydet utrolig meget for hele Vestens syn på kommunisme, men som altid har stået i skyggen af Vietnamkrigen.