shiri

Hvis man skal være lidt firkantet, kan man sige, at det var Shiri, som startede den koreanske bølge. Det var det selvfølgelig ikke. Korea var allerede begyndt at markere sig på det filmiske verdenskort, da Shiri ankom i 1998. Men der er ingen tvivl om, at det var Shiri, der overbeviste koreanerne om, at de rent teknisk og fortællemæssigt kunne hamle op med Hollywood, når det gjaldt om at producere hæsblæsende og veldrejede actiondramaer.

Responsen fra det koreanske publikum var til at tage og føle på. De strømmede ind i biograferne i en sådan grad, at der blev solgt flere billetter til Shiri end til Titanic (1997), og successen gav den koreanske filmindustri mod på mere. Siden er der kommet film til, som både har været bedre, dyrere og flottere, og som har haft større kommerciel succes. Men Shiri var den første af sin art, og alene af den grund fortjener den i dag en særstatus inden for koreansk film.

Shiri adskilte sig i sin tid også ved at være en af de første koreanske film i mange år, der turde beskæftige sig med Nord-Syd problematikken. Den barriere er for længst brudt ned i dag, og instruktøren Kang Je-gyus opfølger til Shiri, Taegukgi (Brotherhood, 2004), foregår endda under Koreakrigen. Det er dog nok de færreste, som bliver meget klogere på emnet efter at have set Shiri, for konflikten bruges blot som kulørt baggrundstæppe for den ofte fortalte historie om den heltemodige agent, der forsøger at forhindre onde terrorister i at sprede død og ødelæggelse.

I dette tilfælde er skurkene en gruppe nordkoreanske fanatikere, der planlægger en terroraktion for at forpurre de igangværende forhandlinger mellem Nord- og Sydkorea. Midlet er et flydende sprængstof, der til forveksling ligner vand, og det giver et meget godt fingerpeg om filmens realisme. Hovedpersonen er en agent fra den sydkoreanske efterretningstjeneste, som under sin årelange jagt på en kvindelig nordkoreansk snigmorder får nys om terrorplanerne. Samtidig spekulerer han på, hvordan han skal få fortalt sin forlovede, hvad det er, han arbejder med. Hun har en akvarieforretning, deraf titlen Shiri, der er navnet på en lille koreansk ferskvandsfisk, som kun lever midt inde i landet - dvs. på grænsen mellem nord og syd.

Actionfilm er normalt ikke kendt for at være langtidsholdbare, og Shiri er ingen undtagelse. Især computereffekterne, der i 1998 var på et niveau, som ingen før havde set i en koreansk film, virkede i dag støvede. Men når Shiri alligevel holder sig bedre end mange af sine "efterkommere", skyldes det noget så simpelt, at den er et professionelt stykke håndværk, som sørger for at være konstant spændende og underholdende. En anden af Shiris styrker er dens kærlighedshistorie, som både sørger for at give filmen den nødvendige ro mellem actionsekvenserne, men også er med til at tilføre handlingen lidt hårdt tiltrængt uforudsigelighed. Kang Je-Gyu falder heller ikke for fristelsen til at lave John Woo-agtige actionscener i slow motion, men benytter sig i stedet af håndholdt kamera til at skabe nogle dynamiske og rastløst filmede skuddueller.

Desuden har han sørget for at besætte rollerne med nogle af Koreas bedste filmskuespillere så som Han Suk-kyu (Tell Me Something, 1999) som helten, Choi Min-sik (Oldboy, 2003) som skurken, Kim Yun-jin (Yesterday, 2002) i den kvindelige hovedrolle og sidst, men ikke mindst, Song Kang-ho (Sympathy For Mr. Vengeance, 2002) som heltens makker. Shiri har også modet til at undgå den forudsigelige, lykkelige slutning, men er alligevel tæt på at ødelægge det hele med sin allersidste scene, der er unødvendig sødladen og sentimental. Det er heller ikke til at komme udenom, at man sidder med en følelse af, at hvis Shiri havde været en amerikansk produktion, ville man have haft noget sværere ved at sluge personernes ikke altid lige logiske handlemåder.

Alt dette kan dog ikke spolere helhedsindtrykket af en film, der på grund af sit vestlige tilsnit vil være et udmærket startsted for folk, som aldrig før har stiftet bekendtskab med, hvad den koreanske filmverden har at tilbyde.