hard boiled

I dag skriver John Woo ”Hollywood, USA” på sit visitkort, men hans karriere har sine rødder dybt plantet i de kantonesiske filmtraditioner. I 70’erne lagde han navn til en række kungfu- og sværdkampsfilm, som for eksempel den mildt underholdende Last Hurray For Chivalry (1978). Det var dog først da han i 80’erne for alvor kastede sig over den mere moderne action-genre, at han slog sit navn fast. Først med A Better Tomorrow (1986), senere med The Killer (1989) og afslutningsvis med hans sidste Hongkong-produktion, Hard Boiled, som ligger til grund for denne anmeldelse.

Yuen (Chow Yun-Fat) er en benhård betjent, der ikke skyer mange midler i kampen mod Hongkongs underverden. I filmens tempofyldte indledning resulterer hans ligefremme og hovedløse facon i makkerens død, og han sværger derfor en blodig hævn. Efterforskningen leder Yuen på sporet af den skrupelløse gangster-boss Tony Wong (Anthony Wong Chau-Sang), men hans overordnede vil ikke lade ham slå til, da man i forvejen har en undercover-betjent på opgaven. Yuen vender dog det døve øre til, og blander sig alligevel i, hvad der viser sig at være, en regulær krig mellem byens største forbryder-syndikater.

Handlingen i Hard Boiled bliver konsekvent skubbet i baggrunden til fordel for bombastiske og usædvanligt velkoreograferede action-sekvenser, der sjældent er overgået - selv den dag i dag. Woo er i stand til at give scenerne et formidabelt pace og timing, selv om hans brug af slowmotion let overstiger det gennemsnitlige. Det er en evne mange misunder ham, og hans film er ofte blevet beskrevet som voldsballetter, netop fordi action-sekvenserne afvikles med en lethed som et velkoreograferet dansenummer. Et glimrende eksempel på dette er scenen på hospitalet, der består af ét kontinuerligt kameraskud. Over tyve skurke og en betjent må lade livet i løbet af de fire minutter, hvor der ikke klippes én gang. Det er slet og ret imponerende.

Filmen lever bestemt ikke på sine overvældende skuespilspræstationer, men selvom karaktererne er en smule stereotype, så formår aktørerne alligevel at give dem en vis dybde. Det er med til at gøre pusterummene mellem blodsudgydelserne seværdige og ikke bare ligegyldige. Her skal især Tony Leungs undercover-betjent fremhæves - ikke bare fordi han er den bedst spillende, men også fordi han er den, man kommer tættest ind på livet af. Man når lige at få et flygtigt indblik i den indre kamp han oplever, når han fanges i krydsilden mellem triaderne - der har taget imod ham som var han familie - og hans virkelige arbejdsgivere, politiet. Men som nævnt så prioriterer Woo actionscenerne højest, og det må i et eller andet omfang gå ud over resten. Det sagt, så kunne det dog have været meget værre, hvilket en syndflod af amerikanske pendanter så tydeligt har bevist gennem tiderne. Ved sammenligning har Woo trods alt fornuftigt fat i det dramaturgiske fyld.

Hard Boiled skulle eftersigende være den film med det højeste antal synlige dødsfald nogensinde. Alt i alt må 230 personer lade livet i løbet af dette to timer lange voldsorgie. elvom man skulle tro, at det godt kunne gå hen og blive en smule trivielt efter de første hundrede, så er det bestemt ikke tilfældet. Der er Woo nemlig først lige blevet varmet op. Hard Boiled er rå og hårdkogt action, for alle dem der får et tilfredsstillende smil på læben, hver gang helten bevæbnet med en pistol i hver hånd, frygtløst kaster sig ind i et rum med fingrene pulserende på aftrækkerne - og først stopper, når alle andre ligger og raller i en blodpøl. Alt sammen præsenteret i udpenslende slowmotion, naturligvis.

Det giver ikke synderligt meget stof til eftertanke, og man bliver med garanti heller ikke klogere af det. Men hvor er det dog fantastisk underholdende og mesterligt udført i John Woos hænder. Rendyrket action bliver simpelthen ikke meget bedre end det her.