sympathy for mr. vengeance

Efter successen med Joint Security Area (2000) fik den koreanske instruktør Park Chan-wook frie hænder til at vælge sit næste projekt. Han valgte dette: en kulsort fortælling om hvor galt det kan gå, når man i forsøget på at gøre en god gerning, kommer til at volde andre sorg. Humanismen og varmen fra Joint Security Area spejder man forgæves efter, og i stedet præsenteres man for en verden, hvor menneskelig dumhed og hævnlyst dominerer.

I Sympathy For Mr. Vengeance genforenes Park Chan-wook med Song Kang-ho og Shin Ha-kyun, der spillede de nordkoreanske soldater i Joint Security Area. Her agerer de i stedet modstandere, for Shin Ha-kyun er den unge mand, der kidnapper en forretningsmands (Song Kang-ho) lille datter for at skaffe penge til en ny nyre til sin syge søster. Shins figur, den døvstumme Ryu, er i bund og grund en godhjertet fyr, men desperationen tvinger ham over i kidnapningsbranchen, godt hjulpet på vej af sin kæreste (Bae Du-na fra Take Care Of My Cat, 2001). Som medlem af en kontrarevolutionær gruppe, der virker til kun at bestå af hende selv, udpeger hun nemlig forretningsmanden som det perfekte offer.

Herfra er det, at det går galt for filmens hovedpersoner. Rigtig, rigtig galt endda. Snart træder hævnens mekanismer i kraft, og når folk tager hævn i Sympathy For Mr. Vengeance, gør de det ikke halvhjertet. Hvorfor nøjes med et klap på kinden, når en lægtehammer kan gøre jobbet lige så godt, synes at være tankegangen. Voldsscenerne i Sympathy For Mr. Vengeance er med andre ord tæt på at være på Takashi Miike-niveau, omend ikke helt så kvalmende. Den ekstreme brutalitet, som hovedpersonerne ligger for dagen, vil for nogle være et minus ved filmen. Omvendt er det en af grundene til, at Sympathy For Mr. Vengeance virker så stærkt, som den gør. Faktum er, at der intet forherligende er ved filmens vold. Tværtimod er dens rå og blodige karakter med til at understrege pointen om hævnens nyttesløse væsen.

Volden gør det dog ikke alene. Når Sympathy For Mr. Vengeance bliver en unik oplevelse, skyldes det lige så meget måden, den er filmet på. Park Chan-wook benytter sig i hovedparten af scenerne nemlig kun af en enkelt, fast kameraindstilling og lader handlingen udspille sig i en lang optagelse. Det stiller ikke alene store krav til skuespillerne - som de fuldt ud lever op til - men også til fotografens evne til at komponere billeder. Resultatet er blevet en film, der fascinerer både visuelt og følelsesmæssigt.

Kun et par skønhedsfejl forhindrer Sympathy For Mr. Vengeance i at være fuldendt. Handlingen har et par mindre huller, og brugen af en evnesvag person i en vital scene efterlader en lidt besk smag i munden. Den afsluttende drejning virker også lidt for fiks og frarøver slutningen noget af sin emotionelle slagkraft. Men det er som nævnt småting i forhold til det samlede billede. Og så skal der jo være plads til at håbe, at Park Chan-wook fremover vil glæde os med endnu større filmoplevelser, end dem han allerede har givet.