joint security area

Joint Security Area (JSA) er en drøm. Det er drømmen om det genforenede Korea, om den dag hvor koreanerne igen kan mødes som et samlet folk. JSA er derfor også en film med et budskab eller to. Den vil fortælle, at det er muligt at danne venskaber på tværs af landegrænser, tro og ideologi, samt at nordkoreanere også er mennesker. Det sidste kommer måske ikke som den store overraskelse for os danskere, men da JSA havde premiere i 2000, var det stadig et kontroversielt budskab i Sydkorea, trods en begyndende opblødning i forholdet mellem de to lande.

Ved JSA's begyndelse har nord/syd forholdet nået et nyt lavpunkt efter en skudepisode ved en nordkoreansk grænsepost, hvor to nordkoreanske vagter er blevet dræbt af en sydkoreansk soldat. En kvindelig schweizisk officer (Lee Young-ae) med koreanske aner sendes derfor til Panmunjom, hvor den demilitariserede zone - også kaldet Joint Security Area - mellem de to lande ligger. Officielt er hun der for at udrede sagen, men allerede ved ankomsten antydes det kraftigt, at begge parter mest er indstillet på at få den ekspederet ud ad bagvejen så hurtigt som muligt. Officeren nægter dog på bedste detektiv-maner at lade sig kue, da hun fornemmer, at hverken den sydkoreanske soldat eller hans overlevende nordkoreanske kollega fortæller hele sandheden om, hvad der skete på grænseposten.

I de forkerte hænder kunne JSA være blevet en drøj affære, tynget ned af sine budskaber om fred og forsoning mellem almindelige mennesker uden indblanding fra politikere og andre høje autoriteter. Nu tilhører hænderne i dette tilfælde heldigvis instruktøren Park Chan-wook, som siden gav filmverdenen yderligere prøver på sin kunnen med Sympathy For Mr. Vengeance (2002) og Oldboy (2003). Men hvor de to film excellerer i at berette, hvor grusomt mennesker kan behandle hinanden, er der en uventet varme over JSA - især i filmens midterste del, som man sidder og ser med et stort smil på læben. Dette ville man ellers have forsvoret oven på dens thriller-agtige indledning, men JSA imponerer ikke mindst ved, hvordan den formår at veksle mellem højspændt drama, spænding, varm humor og falde på halen-komik", uden at det virker besværet.

Som Park Chan-wooks øvrige film er JSA også en visuel nydelse. Den er ikke nær så stiliseret som hverken Sympathy For Mr. Vengeance og Oldboy, men filmen byder dog på flere elegante overgange og en enkelt virtuost udført selvmordsscene. Park Chan-wook koncentrerer sig dog klogeligt nok mest om historien og hjælpes godt på vej af sine skuespillere, hvor Song Kang-ho, kendt fra blandt andet Shiri (1999), Sympathy For Mr. Vengeance og Memories Of Murder (2003), gør størst indtryk som erfaren nordkoreansk sergent. JSA's svageste sekvenser er forudsigeligt nok de engelsksprogede scener, hvor Lee Yeong-ae bestemt ikke lyder som en person, der er vokset op i Europa, lige som meget af dialogen ikke klinger helt naturligt.

Men det er bagateller i en mesterlig og gribende film, der også bør appellere til alle dem, som ikke har en aktie i den nord- og sydkoreanske konflikt. Koreanerne selv reagerede ved at gøre JSA til den mest sete biograffilm for en stund. Andre reagerede mindre positivt. Forudsigeligt nok følte hæren sig stødt over filmens handling, og som en bizar efternote belejrede en gruppe veteraner fra Panmunjom filmselskabets kontor. De gik først igen, da selskabet lovede at føje et skilt til JSA, hvori det understreges, at filmen er ren fiktion. Der kunne lige så godt have stået, at JSA var en drøm. En smuk og måske også en smule naiv drøm. Men som alle ved, sker det af og til, at drømme går i opfyldelse.