friend

Det er ikke noget særsyn, at instruktører laver film om begivenheder fra deres eget liv. Det er dog nok de færreste, som har en historie at fortælle, der falder ind under kategorien "gangsterdrama". Det er ikke desto mindre tilfældet med Kwak Kyung-taeks Friend, der udspiller sig i Sydkoreas næststørste by, Pusan, i perioden 1976-1993. Friend følger fire drenge, som bliver venner, trods deres vidt forskellige baggrunde. To af drengene har en middelklassebaggrund, en tredje er - til sin evige skam - søn af en bedemand, mens den fjerde vokser op med en gangsterboss som far. Som voksne havner de to sidstnævnte på hver sin side i en blodig bandekrig med de andre venner som magtesløse tilskuere.

Friend blev et kæmpehit i sit hjemland, hvilket ikke mindst skyldes, at filmen gør sig stor umage med at beskrive Sydkorea i 70'erne og 80'erne. Filmen blev derfor især populær hos den gruppe koreanere, som selv voksede op i perioden. Men på trods af at nostalgien er i højsædet, er der langt fra tale om noget glansbillede. De militærlignende skoleuniformer og skildringen af et skolesystem, hvor fysisk afstraffelse af eleverne er hverdagskost, er nogle af de ting, man som vestlig seer noterer sig med en blanding af forbløffelse og forargelse. Som dansker kan man let komme til at sidde med en følelse af, at "man skulle nok selv have været der" for at få det fulde udbytte af filmen, men så er der heldigvis andre ting at glæde sig over i Friend.

Filmen er stærkest i sin skildring af venskabet mellem instruktørens alter ego, Sang-taek (Suh Tae-hwa), og gangstersønnen Joon-suk (Yoo Oh-sung fra Champion, 2002). De tos venskab eksisterer ikke på trods, men på grund af deres sociale forskelle. For Joon-suk er samværet med Sang-taek et kærkomment frikvarter fra den gangsterverden, han er vokset op i og ikke kan slippe væk fra. Omvendt må Sang-taek vedkende sig en vis fascination af Joon-suks tilværelse. Det er også her, at Friend henter en del af sin humor, når den beskriver, hvilke bizarre oplevelser man kan komme ud for, når ens ven er blevet gangsterboss. På sidelinien står bedemandssønnen Dong-su (Jang Dong-gun fra Brotherhood, 2004), som hungrer efter det samme venskab, men bittert må sande, at Joon-suk kun opfatter ham som sin håndlanger. I stedet begynder Dong-su at arbejde for en rivaliserende bande, og filmens tredje og sidste akt skildrer de tragiske konsekvenser af denne konflikt.

Hvor Friend er stærk i sit portræt af et venskab - og det burde den også være med den titel - så virker instruktør og manuskriptforfatter Kwak Kyung-taek straks mere på glatis, når det gælder beskrivelsen af gangsterverdenen. Her virker dialogen mere som taget ud af en dårlig tv-krimi, og autenciteten daler mærkbart. Det går heldigvis ikke ud over filmens actionsekvenser, som er mesterligt iscenesatte. Slagsmålene er kaotisk realistiske og gangsteropgørene brutalt blodige, fordi der benyttes knive frem for skydevåben.

Friend er en dybt personlig fortælling fra Kwak Kyung-taeks side, og det smitter langt hen ad vejen positivt af på filmen. Mod slutningen ryger hans dømmekraft dog af sporet, og tonen bliver en anelse for rørstrømsk, samtidig med at lydsporet svulmer over med klæbrige strygere. Men det forhindrer nu ikke Friend i at være en rørende oplevelse, som sagtens kan ses, selv om man ikke var ung mand i Pusans gader i 70'erne og 80'erne.