musa the warrior

Den kinesiske skuespillerinde Zhang Ziyis medvirken i Musa The Warrior kunne få én til at tro, at der var tale om et koreansk forsøg på at gå Crouching Tiger, Hidden Dragon (2000) i bedene. Det er der langt fra tale om. Godt nok udspiller filmen sig i fortiden, og indeholder masser af spektakulær action i eksotiske landskaber, men tyngdeloven overholdes til punkt og prikke, så ingen poetiske flyveture hen over trætoppene hér. I stedet byder Musa The Warrior på en langt mere jordnær fortælling om desperate mennesker, der kæmper for deres liv i fremmede omgivelser.

En koreansk delegation drager i 1375 på en diplomatisk mission til et Kina splittet af borgerkrigen mellem Ming- og Yuan-dynastierne. Ved ankomsten anklages de for at være spioner og sendes i eksil i ørkenen. Her støder de tilfældigt ind i en gruppe Yuan-soldater, som har taget en Ming-prinsesse (Zhang Ziyi) til fange. Koreanernes leder, den unge general Choi (Joo Jin-mo), fascineres af den smukke prinsesse og får hende befriet. Men han har også en anden dagsorden: nemlig at bruge prinsessen til at købe sig og sine mænd en sikker hjemrejse. Inden det kommer så vidt, skal gruppen dog først slippe væk fra den forfølgende Yuan-hær. Betingelserne for overlevelse bliver ikke bedre af, at koreanerne strides indbyrdes. Primært i form af et trekantsdrama mellem generalen, prinsessen og gruppens bedste kriger, slaven Yeosol (Jung Woo-sung fra Mutt Boy, 2003).

Musa The Warrior indeholder med andre ord alle ingredienserne til en traditionel storfilm med masser af action og kærlighed på en historisk baggrund. Det er filmen også, men samtidig virker det som om, at instruktøren Kim Sung-su har forsøgt at trække i en anden retning og skabe en storfilm med et mere råt og beskidt tilsnit. Det ses blandt andet i filmens udseende, der mest af alt ligner et visuelt eksperiment a la tidlig Lars von Trier. Billedsiden domineres af rustrøde, okkergule og støvede, jordbrune farver, så ørkenlandskabet vækkes til live i en sådan grad, at det nærmest bliver en karakter i sig selv. Et andet eksempel på den manglende "storfilms-pænhed" er kampscenerne, der rummer masser af brutal "realistisk" filmvold, hvor det flyver gennem luften med blod og afhuggede lemmer i et omfang, som får selv Braveheart (1995) til at blegne.

Det grumsede sætter også sit præg på persongalleriet, der brillerer med et nærmest totalt fravær af renskurede helte, og det skyldes ikke kun ørkenstøvet. Generalen er hoven over for sine underordnede, lader sig styre af prinsessen og træffer undervejs flere fatale beslutninger. Prinsessen optræder langt hen ad vejen som en forkælet fars pige og er egentlig mere interesseret i Yeosol. Han virker til gengæld ligeglad med alt og alle, når han ikke lige hugger hovedet af folk med sit sværdlignende spyd. Hovedpersonernes manglende sympatiske træk er på en gang filmens styrke og svaghed. På den ene side giver det handlingen dynamik og uforudsigelighed, men omvendt er det svært at føle det store for personerne. Desuden er der næsten for mange personrelationer at holde styr på undervejs - ikke mindst i den originale, uforkortede version af filmen (se faktaboksen).

Musa The Warrior starter lige på og hårdt, og inden de første fem minutter er gået, befinder koreanerne sig ude i ørkenen. I det sjette minut kommer den første store kampscene, og derefter går det i fuld fart fremad. Det medfører selvfølgelig, at man ikke keder sig, men har også den uheldige bivirkning, at man skal en halv time ind i filmen, før man overhovedet har fundet ud af, hvem der er hvem i flokken, og hvem der er de egentlige hovedpersoner. Enkelte seere er formentlig stået af inden da, men så går de glip af et underholdende eventyr fyldt med imponerende actionscener. Faktisk tager man sig gentagne gange i at gribe fat i fjernbetjeningen og spole tilbage, fordi man lige skal se en bestemt detalje igen. Musa The Warrior er simpelthen én af den slags film.