Eiga

casshan: robot hunter

(shinzô ningen kyashân)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Casshan: Robot Hunter





Casshan: Robot Hunter





Casshan: Robot Hunter





Casshan: Robot Hunter





» Se slideshow...
»In the last three years, native flora has been quickly returning. In a place where humans don't live. He's evil to humans, but a messiah for other living things.«

Denne OVA (Original Video Animation) på fire afsnit er baseret på anime-tv-serien Casshan (1973), og er løseligt en forhistorie til realfilmen Casshern (2003).

I et forsøg på at hjælpe menneskeheden med at beskytte Jorden, skabte en kløgtig videnskabsmand den højintelligente androide BK-1 med befalingerne: "Du må ikke true menneskeliv. Du skal adlyde ordrer fra mennesker. Endelig skal du elske Jorden og beskytte dens livsforhold". BK-1's uovertrufne, kunstige intelligens drog imidlertid den konklusion, at menneskeheden var den største trussel mod Jordens miljø. Androiden navngav sig Black King, skabte en hær af superrobotterne "Neoroids" og dræbte sin skaber og dennes kone. Dernæst tog den kontrol over Jorden og udryddede næsten hele menneskeheden, mens andre blev gjort til slaver.

Nu står kun Australien tilbage med enorme, menneskelige militærstyrker, som kæmper den sidste desperate kamp mod robotterne. Men videnskabsmanden havde en hemmelig nødplan, som kun sønnen Tetsuya Azuma kendte til: et specialdesignet biomekanisk hylster, der aktiveres ved sammensmeltning med et menneske. Tetsuya ofrer sin menneskelighed for at hævne sine forældres død samt sikre menneskehedens fremtid. Forvandlet af sin faders teknologi, halvt robot, halvt menneske, påtager han sig det legendariske krigernavn Casshan. Sammen med robothunden Friender skal han redde sin gamle kæreste og sørge for, at Black King ikke får ført sine sidste, ukendte planer ud i livet.

De fire afsnit på hver især omtrent 25 minutter fortæller den typiske "helten redder pigen og verden ved opofrelse". Det er ikke engang en plotafsløring. Alt fra mecha-design over figurudvikling til historie er holdt i nostalgisk, japansk 70'er-deus ex machina-stil. På den måde er animéen tro mod sine rødder - modsat filmatiseringen. Uanset manglende originalitet bør det nævnes, at Casshan er inspirator for videospilserien Mega Man, hvor hovedpersonen også har en robothund-kampfælle i enkelte af spillene. Casshan-universet skinner ligeledes igennem Animatrix (2003) og vestlige science fiction-film som The Terminator (1984) og I, Robot (2004), som igen alle er inspireret af Isaac Asimovs robotteorier gennem hans forfatterværk (1920-1992).

Det vil være en fejl at undervurdere animéen udfra dens ældre, kiksede udseende og begynde at udskælde den begrænsede figurudvikling. Sidstnævnte er en konsekvens, når en 35 afsnits anime-serie omskrives til kun fire afsnit, der gør sig mest i rendyrket action med momentane, uforbeholdne følelser. Ingen af figurerne virker direkte overfladiske, men heller ikke for komplicerede. Man gribes af Casshans eksistentielle tanker, og hans kamp med at bevare resterne af sit menneskelige sind: fristes han til at gå over på maskinernes side, eller bestræber han sig på at hjælpe menneskeheden. Den substansmanglende baggrundshistorie er det største savn. Casshans fortid som mennesket Tetsuya Azuma antydes kun glimtvis i flashbacks, som aldrig bliver helt vedkommende.

Fokuset på menneskets undertrykkelse, ydmyghed og vilje til at overleve robotternes fasciststyre er mere fordøjelig end i filmatiseringen. Animéen føles mere overbevisende med dens postapokalyptiske ødemarksnatur end det victorianske metropolis i filmen. Af en OVA fra 1993 at være, er animéen ganske velproduceret og animeret med sans for detaljer i de scener, der har relevans. Især actionscenerne besidder en effektiv, konsistent slagkraft. Det simple 70'er-figurdesign kompenseres der for med varierende fjendetyper og angrebsarsenal, når de konfronterer Casshan i flydende, dynamiske duelleringer med farverige effekter. Underlægningsmusikken af Michiru Oshima lægger vægt på pompøst violinspil, der giver de mange dystre, skyggeprægede scener et rørende udtryk.

Man skal ikke lade sig snyde af Casshan: Robot Hunters noget misvisende og usmarte dvd-boksomslag med "The Ultimate War, The Ultimate Warrior" på forsiden. Nok føles det hele uopfindsomt og set før, men det er langt mere uhøjtidelig underholdning end filmatiseringen, og er samtidig en god appetitvækker til denne.


anders pugé, 28. september 2004


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

Casshan: Robot Hunter



hiroyuki fukushima

japan 1993

115 min.