casshern

Modefotograf og musikvideoinstruktør Kazuaki Kiriya debuterer som spillefilmsinstruktør med en japansk genfortælling af anime-tv-serien Casshan (1973). Filmen går dog mere komplicerede veje med fokus på et racistisk og nationalsocialistisk tema. På overfladen præsenterer den et postapokalyptisk og retro-futuristisk univers, som vil føles mere sammenhængende, hvis man forinden har set Casshan: Robot Hunter (1993) eller den oprindelige anime-serie.

Efter halvtreds års krigsførsel blev Jorden opdelt mellem to modstridende alliancer. Det Større Østlige Forbund triumferede over Europas styrker og vandt herredømmet over kontinentet Eurasia. Men den kemiske, biologiske og årelange atomkrig har forurenet en udtømt civilisation med pest og muterede virusser. Genetikeren Dr. Azuma (Akira Terao) finder en løsning på sygdommene overfor regeringen: neoceller. Disse vil kunne forynge og genopbygge kroppen, og samtidig kurere hans forureningsramte kone.

Men eksperimentet tager overhånd og skaber superandroiderne Shinzô Ningen (Neo-Sapiens). De fleste udryddes nådesløst, mens enkelte af dem slipper væk og bortfører Dr. Azumas kone. Herefter finder de ly i et forladt slot med adskillige kamprobotter, opmagasineret i slottets kælder. Androiderne erklærer herefter menneskeheden krig. Dr. Azumas redningsplan bliver sønnen Tetsuya Azuma (Yusuke Iseya), som døde under den eurasiske krig. Tesuya genoplives med neocellerne, men kan kun overleve i en specielbygget rustning, hvis egenskab er lynets hastighed. Han opkaldes efter legenden om en japansk skytsånd, Casshern, og drager ud for at finde sin moder og samtidig tage kampen op med de oprørske androider.

Næsten alle filmoptagelserne er lavet med mennesker foran et "green-screen"-lærred, som er blevet udskiftet med computerskabte baggrunde. Det har resulteret i overdådige, om end opmærksomhedskrævende, computereffekter, udarbejdet af folk bag Dragon Head (2003). I enkelte scener udstråler figurrollerne en overjordisk farvesilhuet, som gør dem nærmest æteriske, som var det en effekt, forårsaget af omgivelsernes forurening. Ens sanser bombarderes med et visionært sceneri, der i begyndelsen harmonerer yndefuldt, med klassisk underlægningsmusik som Beethovens Måneskinsserenade.

Billedsidens rigdom på detaljer er nærmest en figurrolle i sig selv, som desværre fjerner opmærksomheden fra selve historien. Det sker i særlig grad gennem en atmosfære af krigspropaganda på plakater, bannere og digitale medier i et troværdigt, victoriansk metropolis. Produktionsdesigner Yuji Hayashida har rent visuelt, som i Azumi (2003), kælet for kampscenerne og i den henseende fået Casshern til at distancere alt andet i genren. De exceptionelt flotte kampscener er noget af det mest uforglemmelige ved filmen. De virker tilmed tro mod deres animerede oprindelse, hvilket ikke kommer som noget under, eftersom de er tilrettelagt af Shinji Higuchi (End Of Evangelion, 1997). Ærgerligt er det derfor, at Kazuaki Kiriya har klippet dem på en abrupt måde.

Men filmens flotte indpakning har en bagside, som allerførst mærkes udfra musikken, der er for vedvarende gennem hele filmen. Ofte i scener, der kræver sindsro, og som i stedet bliver unødvendigt melodramatiske. Man savner luft. Det får man for en kort stund igennem Kaoru Naito, spillet af Mitsuhiro Oikawa (The City Of Last Souls, 2000), som rammes af et overgearet grineanfald i en voldelig scene: et befriende pusterum fra filmens mere pessimistiske atmosfære, som kommer til udtryk i de andre rollefigurer. Alle har lidt forskellige tab som følge af krigen. Deraf vil filmen også ud med et universelt budskab, med hensyn til de forfærdelige, uundgåelige ødelæggelser, som krig efterlader. Blot ønsker man at komme mere ind under huden på rollefigurerne, for at føle med dem. Det sker ikke helt på trods af nogle idylliske visioner, som personerne oplever undervejs. En enkelt scene er lavet med ler-animation, og træder ud af billedet på en kunstnerisk graciøs måde. Problemet er skuespillerne, som ikke kan magte at bære den episke historie, der i stedet overskygges af den detaljestærke billedside.

Casshern kan efterlade et blandet indtryk med plothuller, hvis man ikke har set mindst en af anime-produktionerne først. For eksempel gives der ingen forklaring på eksistensen af det forladte slot. Filmen ender selvstændigt set med at bundfælde sig som en visuelt innoverende oplevelse i et tidløst fascinerende univers med enorm æstetisk tiltrækningskraft. Det undergraver desværre også det krigsrelaterede budskab, historien og figurrollerne. På den anden side indeholder Casshern en sindsbevægende magi, som ved andet gensyn kan resultere i en helt anden oplevelse alt afhængig af sindsstemning.