the doll master

En af de få positive ting der kan siges om The Doll Master er, at den ikke forsøger at lægge sig i slipstrømmen af den nye bølge af asiatiske gysere. I stedet er der tale om en tilbagevenden til den klassiske fortælling, hvor en gruppe mennesker skal opholde sig i et skummelt hus sammen med en mystisk morder. Det kunne der være kommet en fin, lille, gammeldags skrækfilm, fortalt med moderne virkemidler, ud af. Resultatet er desværre mere i stil med andre - efter denne anmelders mening - nutidige katastrofer som The Haunting (1999), House On Haunted Hill (1999) og 13 Ghosts (2001).

De tre førnævnte, amerikanske titler har også det til fælles, at de er genindspilninger af gysere fra 50'erne og 60'erne. Det er ikke tilfældet med The Doll Master, men den kunne sagtens gå for at være deres koreanske slægtning. For historien om den kvindelige dukkemager, og de lidt for livagtige dukker i hendes afsidesliggende hus, er som kalkeret efter en amerikansk 50'er-midnatsgyser. Husets gæster er i dette tilfælde en gruppe mennesker, som alle er blevet udvalgt til at sidde model for den gådefulde og kørestolsbundne dukkemager. Men der viser sig også at være en skjult dagsorden bag invitationen, der inden længe begynder at udvikle sig i fatal retning for flere af de indbudte. Og hvad er der med den mystiske pige, Mina, som påstår, at den kvindelige hovedperson burde genkende hende?

The Doll Master indledes med en klodset fortalt prolog om et tragisk kærlighedsforhold og et justitsmord i fortiden. Den følges op med en introduktion af hovedpersonerne, der fremstår lige så to-dimensionelle, som de desværre alt for ofte er i denne type film. De mest irriterende af dem kunne som forbrugerinformation lige så godt have fået "offer" stemplet i panden. Der er nærmest heller ingen ende på, hvad personerne finder på af tåbeligheder. Lad gå med at man kan tabe nøgler på kritiske tidspunkter eller undlade at ringe til politiet, når man finder frem til husets eneste fungerende telefon. Helt galt går det i scenen, hvor en af gæsterne ikke kan holde sig og må gå på Verdens Mest Uhyggelige Toilet, der - rigtig gættet - er indrettet som skødet af en dukke. Følgerne er forudsigelige...

Rent produktionsmæssigt er der ikke noget at klage over i The Doll Master. Den er flot filmet, omgivelserne er tilpas surrealistiske, og der er intet tuttenuttet over de uhyggeligt udseende dukker. Med andre ord: det er ikke nogen, man har lyst til at falde i søvn ved siden af - hvorfor de selvfølgelig befinder sig i samtlige værelser. Det er i stedet historien og instruktionen, der får The Doll Master til at falde fuldstændig fra hinanden, og da debutanten Jeong Yong-ki står for begge dele, må skylden siges at ligge hos ham. Man fristes til at tro, at han som optakt har set en bunke dårlige gysere, hvorfra han har kopieret de værste klichéer, fordi "det må være sådan, man laver den slags film". På intet tidspunkt formår filmen at overraske den bare lidt erfarne gyserfan, og i takt med at den ene potentielt gode scene efter den anden forspildes, tager man sig i at spekulere, om instruktøren undervejs er blevet erstattet af en dukke.