ghost in the shell 2: innocence

Ghost In The Shell (1995) er både i film- og mangaudgaven essentielle klassikere indenfor science fiction. Historien om major Motoko Kusanagis møde med The Puppetmaster er også det hidtidige højdepunkt i henholdsvis instruktøren Mamoru Oshiis og tegneren Masamune Shirows karriere - selvom begge har begået flere andre fremragende værker. Endelig er Ghost In The Shell en meget afrundet historie, der ikke umiddelbart lægger op til forgængere eller efterfølgere. Begge dele er alligevel kommet i form af serien Stand Alone Complex (2002-2005) - en slags forhistorie i et selvstændigt univers - og filmen Innocence, en ny selvstændig historie, der nærmest fungerer som en epilog til den første film.

Den oprindelige hovedperson, Kusanagi, eksisterer ikke længere i fysisk form. I stedet ledes feltopgaverne i Sektion 9's antiterrorenhed nu af den voldelige og egenhændige cyborg Batou, der både er blevet blødere og mere kynisk med alderen. Hans nye makker er den teknologiskræmte eksbetjent Togusa, der stadig fremstår som det tætteste, man kommer et rigtigt menneske i serien. Det nye makkerpar får deres sag for, da en række robotdukker begår både mord og selvmord. Jagten går ind på bagmændene og en mening bag selve sagen - hvilket nødvendigvis må føre til nye overvejelser om forskelle og ligheder mellem menneske og maskine.

Hvor Ghost In The Shell inderst inde var en lineær historie med begyndelse, udvikling og slutning, så er Innocence nærmere et glimt af de overlevende hovedpersoners dagligdag. Filmen slutter ikke radikalt anderledes, end den begynder. I det hele taget er fokus ikke rettet mod plottet, men mere på de fortsatte filosofiske og eksistentialistiske overvejelser om, hvad det vil sige at være menneske.

Med andre ord er Innocence en sværttilgængelig film. Der er mange passager uden ord og enkelte, flotte actionsekvenser, men også bizarre og abstrakte scener. Derudover er det meste af spilletiden dedikeret til lange og tunge dialoger. Men selvom både hoved- og bipersoner snakker meget, så bekymrer det ingen af dem at forklare, hvad de egentligt taler om. Der skal mere end normal dedikation til, for at finde rundt i litterære referencer, religiøse citater og umiddelbart uforståelige monologer. Generelt kræver filmen stor koncentration og nok også en del gennemspilninger, før man er helt fortrolig med, hvad der foregår.

De kvaliteter alle vil spotte, ligger primært i filmens visuelle udtryk, der er uden egentlig sammenligning. Fra design over animation til brug af effekter er Innocence i særklasse. Få film kan tillade sig at have fem minutter lange montage-sekvenser uden nogen form for handling - og samtidig gøre dem til dybt mindeværdige scener. Filmen er en sammensmeltning af traditionel tegnefilm og computerskabte sekvenser, der udnyttes til hidtil uset brug af skiftende kameravinkler og effekter som slowmotion. Det er generelt meget imponerende, omend der desværre opstår en del stilbrud, når de computerskabte elementer får lov at dominere forgrunden. Et mindst lige så stort indtryk gør musikken. Den er igen komponeret af Kenji Kawai, som genbruger den fantastiske korsang, men sætter den op på et nyt niveau, med brugen af trommer og andre effekter.

Det havde været nemt for den sædvanligvis pengefikserede filmbranche, at lave en fortsættelse til Ghost In The Shell, der blot kopierede den første film. Tilsat større eksplosioner og mere drama, er det trods alt den sikre opskrift på efterfølger-succes. Men det kendetegnende ved Innocence er netop, at den ikke gør tingene på den nemme måde, men vælger den modige løsning. Man mærker hele tiden arbejdet og ærligheden fra folkene bag, og der er på intet tidspunkt tvivl om, at det her er Oshiis projekt i Shirows ånd - bestemt ikke en pengefikseret efterfølger. Samtidig må det fastslås, at den første Ghost In The Shell var et langt mere helstøbt og vedkommende værk. I den sammenhæng lider efterfølgeren helt naturligt under sin mere utraditionelle form og nærmest tilskuerfjendtlige attitude. Bare den detalje, at filmen mangler seriens hovedperson, gør den svær at følge og forstå - men også interessant.

Det havde også været nemt, at anmelder-slagte Innocence på sine åbenlyse - ud fra en traditionel vurdering - problemer inden for både struktur, figurgalleri, replikker og historie. Det traditionelle mainstream-publikum vil formentligt ikke opleve andet end kedeligt vrøvleri. Men filmen skal ses på egne betingelser, af et publikum som dedikerer sig og er parat til at fundere over egen eksistens - og som i øvrigt er godt inde i den første film, for ellers er det hele endnu mere uigennemskueligt. Under de betingelser er Innocence en fremragende og enestående film. Måske er det endda en af de sjældne film, man vil betegne som mesterværk og senere kultfilm, når den er set tilstrækkelig mange gange.