three... extremes

Efterfølgeren til gyser-omnibussen Three (2002) kom heldigvis ikke til at hedde Three 2, men i stedet Three... Extremes. Konceptet er det samme: tre novellefilm fra tre instruktører fra tre forskellige asiatiske lande. I forhold til Three er Thailand dog denne gang blevet skiftet ud med Japan, mens Sydkorea og Hongkong stadig er med. Den nye titel Three... Extremes er heller ikke valgt for sjov. De regulære gys fra Three er droppet til fordel for fortællinger, der formår at provokere og vække afsky. I den forbindelse fortjener producenterne ros for at have fået nogle af Asiens mest kendte og berygtede instruktør-navne inden for den ekstreme genre til at medvirke.


Box
Med titler som Ichi The Killer (2001) og Audition (1999) på resuméet virker japanske Takashi Miike selvskrevet til Three... Extremes, men han står overraskende nok for det mest afdæmpede indslag. Box er beretningen om en kvindelig forfatter (Kyoko Hasegawa), der plages af mindet om sin afdøde tvillingesøster. Det kommer blandt andet til udtryk i mareridt om at blive levende begravet i en lille kasse. De to piger optrådte som børn i et cirkus, hvor den ene søster havde et incestuøst forhold til deres stedfar - til den andens store jalousi. Så helt uden kontroverser er filmen heller ikke, selv om Miike holder sig langt væk fra de bloddryppende eskapader, der har skabt hans rygte som Asiens mest ekstreme instruktør. I stedet er Box blevet en sær, drømmeagtig, lille film fyldt med smukke vinterbilleder og poetiske cirkus-scener. Trods den korte spilletid indsniger der sig dog også lidt tomgang i handlingen, og slutningen forvirrer mere, end den forklarer.




Dumplings
Hvor langt er man villig til at gå for at holde sig ung? Det er temaet i Hongkong-bidraget Dumplings, som er instrueret af Fruit Chan. I dette tilfælde er folk villige til at gå endog meget langt, for opskriften på evig ungdom viser sig at være ufødte babyfostre, som til lejligheden serveres appetitligt indpakket i de førnævnte dumplings (friturestegte melboller med fyld). Det er en noget kras allegori på et aktuelt emne, jævnfør tv's plastikkirurg-programmer, og det er det største problem ved filmen. Den er simpelthen så ivrig efter at chokere, at det overskygger alt andet, så den sorte samfundssatire mere ender som plat karrikatur.

Dumplings eksisterer også i en 91 minutter lang spillefilmsversion, hvor historien og personerne får mere luft til at folde sig ud, og det gavner. Den kvindelige hovedperson (Miriam Yeung) er ikke nær så usympatisk som i den korte udgave, mens Bai Ling (Sky Captain And The World Of Tomorrow, 2004) i sin første Hongkong-rolle er lige bizar og manisk som den syngende dumplings-kok i begge versioner. Udover at visse scener er placeret forskellige steder, er den afgørende forskel på de to versioner, at de har hver sin slutning. Her er den lange version klart at foretrække, da den giver mere mening, mens den korte falder fladt til jorden.

(kort version)

(lang version)


Cut
Ligesom i forgængeren har folkene bag Three... Extremes valgt at gemme det bedste indslag til sidst. Cut er den koreanske instruktør Park Chan-wook (Oldboy, 2003) for fuld udblæsning med fantasifulde kamerature, opfindsomme klip, syret scenografi og et manuskript, der sprudler af lyst til at udfordre de gængse konventioner. Så selv om der hverken spares på blod eller afhuggede legemsdele, får filmen på forunderlig vis også plads til en dansesekvens og en prutte-vits, ligesom stemningen veksler fra det gruopvækkende til det grotesk morsomme. Cut har ligeledes det bedste og mest provokerende udgangspunkt af de tre film. En succesfuld filminstruktør og hans hustru tages som gidsler af en galning, der er forbandet over, at instruktøren er så sympatisk. For hvis gode mennesker kan være rige og have succes, hvad er der så tilbage til de fattige? Instruktørens eneste chance for at redde sit og sin kones liv er derfor, paradoksalt nok, at bevise, at han i virkeligheden er et dumt og usympatisk svin.

Stemningen i Cut er mere løssluppen end i Park Chan-wooks Sympathy For Mr. Vengeance (2002) og Cannes-prisvinderen Oldboy, selv om begivenhederne ikke er mindre grusomme. Det skyldes blandt andet, at Lim Won-hee (Silmido, 2004) som gidseltageren veksler fra det skræmmende til det morsomme og tilbage igen. Cut indeholder desuden flere meta-lag og filmreferencer. For eksempel udspiller handlingen sig i en filmkulisse, der er en kopi af instruktørens luksushjem, og det hele indledes med en vampyrscene, der viser sig at være en film-i-filmen. Park Chan-wook har været i legehumør, da han lavede Cut, og resultatet er blevet en novellefilm, man kan se igen og igen.




Three... Extremes fungerer bedre end sin forgænger, simpelthen fordi standarden er højere og fortællingerne mere originale. Det er dog stadig ikke alt, der er lige vellykket. For eksempel har samtlige film i serien et generelt problem med at få afsluttet deres historier ordentligt. Der satses lidt for ofte på den effektfulde, men ikke altid lige logiske løsning, og det er noget, som selv det suverænt bedste indslag, Cut, lider under. Spørgsmålet er desuden, om Three-idéen efterhånden kan holde til mere, selv om talentmassen blandt asiatiske instruktører er stor. Der skal en god portion fantasi til at lave en treer, der formår at forny konceptet - en hel del mere end blot at finde en anden titel end Three 3.