tokyo godfathers

Dansen om juletræet, den spændte glæde ved gaveudpakning og andre juletraditioner kan vi alle være tilbøjelige til at tage for givet. Juleaften i Tokyo Godfathers er verden både en anden, men også den samme - bare en verden til forskel fra højtidstryghed. En anime fra animationsstudiet Madhouse (Gungrave, 2003) instrueret og skrevet af Satoshi Kon (Perfect Blue, 1997) med et forløb, der rangerer højt i spontankomisk og uhøjtidelig underholdning til barsk og dramatisk spænding for unge og voksne. Det forudsætter, at man tilsidesætter miljømæssige fobier undervejs, så indlevelsen i filmens ufiltrerede udtryksmåde kan få frit spil.

Mød tre omvandrende skæbner: den bortløbne teenager Miyuki, den fordrukne Gin og transvestitten Hana. I Japans neonoplyste og menneskemyldrende hovedstad samler historien sig omkring de tre personers sprælsk animerede eventyr, fyldt med hyppigt beskidte, verbale toner og hentydninger. Under dissekering af en affaldsdynge i en sidegade leder de tre hovedpersoner efter julegaver til hinanden, eller sig selv, om man vil. Med »Tal for dig selv, gamle stodder« indleder pigen Miyuki en slåskamp med den krasse Gin, som efter gentagen mundhuggeri stiller det retoriske spørgsmål »Med de små patter?«, inden kampen afbrydes af barnegråd. En forladt baby ligger midt i al affaldet. »Tag dig af barnet,« siger en vedlagt note uden omsvøb. Transvestitten Hana udbryder, at det må være en gave fra Gud, mens de andre måbende glor på, som om det ragede dem. Imidlertid bærer de over med tingenes tilstand, og med det nye puslingeansvar udspringer langsomt en fornyet livsglæde hos den husvilde trio, og deres egne problemer perspektiveres på ny. Det får dem samtidig til at tænke over, hvor uretfærdig verden kan være.

Hvordan kan en moder efterlade sit barn på en så hjerteløs måde? Det spørgsmål er drivkraften i Tokyo Godfathers' handling, og afføder en farefuld skattejagt med kurs mod forældrene. På vejen nedkaldes uforudsigelig spænding og dramatik gennem sært skøre tilfældigheder i Tokyos gader. Handlingens skift fra komedie til dramatisk action kan eksempelvis opleves ved hovedfigurernes møde med en tyk mand på en smal, opadgående vej. Her ligger han halvvejs inde under bagpartiet på sin bil. De hjælper ham ud, og i et flashback oplever man den forudgående, dybt tilfældigt uheldige årsag. Hændelsen vil, at han er en meget taknemlig gangsterboss, som inviterer til datterens bryllupsfest, uforvisset om en snigmorders tilstedeværelse under begivenheden.

Tokyo Godfathers er fuld af føromtalte, vidtsvævende udfald og tilfældigheder, der i alle sine enkeltheder forgrener sig til et mastodontisk eventyr. Det hele er rigget til med et beundringsværdigt billedsprog. Fra Miyukis jævnlige, apatiske næsesnøft, der sker med flydende, animerede ansigtsgrimasser, over transvestitten Hanas overgearede kæbeledsdynamik til Gins ureflekterende bemærkninger som filmens uheldige actionhelt med et selvværd lig nul. I et slagsmål kan sågar opleves en reference til energibjælken i computerkampspil. Hos nogle seere vil derimod et uskønt verbalt sprog sikkert vække forargelse. Men det er en bevidst stilart, som, med en vis selvironi, tilfører denne animationsfilm en ejendommelig ånd, tyngde og poetisk charme, som var det et japansk haiku-digt, forfattet af en med betydelige mængder koffein i kroppen.

Havde H. C. Andersen været i live, ville han sikkert have bifaldet den underliggende, magiske atmosfære i Tokyo Godfathers. For den kunne troligt være inspireret af herrens egne værker, selv om han nok skulle have drukket et uvist antal genstande, før han havde skrevet noget lignende.

Leder man efter en julesentimental familiefilm, skal der kigges andetsteds. Tokyo Godfathers kan velsagtens gøre flere bløde om hjertet, men kun hvis man er med på animéens ukandiserede højtidstoner.