memento mori

Koreanske pigeskoler er fortsat ikke noget behageligt sted at opholde sig, hvis man skal tro Memento Mori, der er en slags opfølger til gyseren Whispering Corridors (1998). En slags, for selv om de to film deler originaltitel, har de ikke meget andet til fælles, end at rammen er en pigeskole, der hjemsøges af et spøgelse. Skolen er tilmed en helt anden end i den første film, ligesom skuespillerne og instruktørerne er nye. Tilsvarende forgængeren blev Memento Mori en økonomisk succes i hjemlandet, og serien lever videre i kraft af tredje del, Wishing Stairs (2003).

Whispering Corridors chokerede med sin skildring af den fysiske og psykiske vold, som eleverne i det koreanske skolesystem udsættes for af lærerne. Memento Mori nedtoner den del - der uddeles kun en enkelt ørefigen - men det betyder ikke, at der bliver taget med fløjlshandsker på underviserne. For eksempel har en af de mandlige lærere en affære med en elev. Det mest kontroversielle ved Memento Mori er dog dens beskrivelse af et lesbisk kærlighedsforhold mellem to af skolens elever - alt sammen vist meget lødigt og uden den lummerhed, man kunne frygte. Det var ikke desto mindre lidt for hård kost for de koreanske filmcensorer, som forlangte, at flere scener blev klippet ud. Alligevel er man aldrig i tvivl om, hvad der foregår.

Ved filmens start er der dog kold luft mellem de to piger, Hyo-shin (Park Ye-jin) og Shi-eun (Lee Young-jin). I stedet beskrives deres forhold gennem en tredje pige, Min-ah (Kim Min-sun), som ved et tilfælde falder over deres fælles dagbog. Hun fascineres af indholdet, men inden Min-ah når frem til slutningen, begår Hyo-shin selvmord, ved at kaste sig ud fra skolens tag. Kort tid efter begynder der at ske mystiske ting, og det fornemmes, at Hyo-shins ånd stadig er på skolen, og at hun muligvis kommunikerer gennem Min-ah.

Det paradoksale ved Memento Mori er, at den er en bedre film end forgængeren, men en dårligere gyser. Instruktørerne virker mere interesserede i at skildre dagligdagen blandt pigerne - med alt hvad der hører sig til af tøsefnis, venindesladder og mobning - end på at give tilskueren dårlige nerver. Til tider er der mere ungdomsdokumentar end gyserfilm over den, og det naturtro skuespil er kun med til at forstærke den følelse. Gysersekvenserne føles derimod påklistrede, som om de kun er med, fordi Memento Mori bliver solgt som en efterfølger til Whispering Corridors. Det går især ud over de sidste 20 minutter af filmen, hvor Hyo-shin skal forestille at rumstere for alvor, uden at det bliver særligt overbevisende. Til gengæld rammer den hårdere rent følelsesmæssigt. Ikke mindst i de scener, hvor man ser, hvad der sker, når mennesker - og især teenagepiger - bevidst går efter at såre hinanden.

Memento Mori er en film, der værdsættes højt flere steder. Blandt andet har Koreanfilm.org den med på sin liste over de ti bedste koreanske film fra 1990'erne. Det er en begejstring, som denne anmelder har lidt svært ved at følge. Rigtigt nok er Memento Mori langt mere sofistikeret og poetisk i sit udtryk end Whispering Corridors og hovedparten af de øvrige film i sin genre. Men den er samtidig en meget ujævn oplevelse, der præges af, at Memento Mori i bund og grund havde fungeret bedre på sine egne præmisser end som en del af en fortløbende serie. Omvendt var den med sit kontroversielle udgangspunkt formentlig næppe blevet lavet, hvis ikke den havde kunnet ride med på succesen af den første film.