whispering corridors

Kan asiatiske skolepiger være skræmmende? Ja, må svaret være, efter at have set den koreanske gyser Whispering Corridors, hvis originaltitel direkte oversat betyder "Pigeskole Spøgelseshistorie". Whispering Corridors er den første film i en løst sammenhængende serie, der også består af Memento Mori (1999) og Wishing Stairs (2003). Eneste fællestræk er, at filmene foregår på en pigeskole, hvor der sker overnaturlige hændelser. Alt andet - handlingen, personerne, instruktøren, skuespillerne - er forskelligt fra gang til gang, så de tre film kan sagtens ses uafhængigt af hinanden.

Whispering Corridors formår at kombinere tre på papiret forskellige genrer, ved at være lige dele mordgåde, gys og teenagedrama. Modsat Scream (1996) og dens efterligninger er der dog intet selvironisk over denne fortælling, hvor genfærdet efter en tidligere elev tilsyneladende begynder at husere på en skole. Men hvad var det helt præcist, der skete, da denne elev valgte at tage sit eget liv for ni år siden, og hvorfor er hun nu vendt tilbage? Det forsøger filmens hovedpersoner at opklare, og helst inden de selv ender som ofre. Centralt i handlingen står outsider-eleven Ji-oh (Kim Gyu-ri, Bunshinsaba, 2004) og hendes usikre veninde Jae-yi (Choi Se-yeon), men også den unge lærer Eun-young (Lee Mi-yeon), som selv har været elev på skolen og kendte den afdøde pige.

Selv om det hverken skorter på blod eller chok-effekter i Whispering Corridors, er det mest rystende ved filmen, set med vestlige øjne, dens beskrivelse af det koreanske skolesystem. Hvis man har set Friend (2001), kan det ikke komme som en overraskelse, at lærerne bruger fysiske afstraffelser af eleverne. Men når de tilsvarende scener i Whispering Corridors virker så meget stærkere, skyldes det både, at det her går ud over piger, men også at ingen i filmen virker specielt forbløffede over, at det finder sted. Alle behandler afstraffelserne som en hverdagshændelse, og det er faktisk det mest skræmmende.

Lige så ubehagelig er filmens beskrivelse af den måde, hvorpå lærerne indskærper en konkurrencementalitet hos eleverne, og ikke går af vejen for at sætte to veninder op mod hinanden. En anden sigende pointe ved Whispering Corridors er, at filmen aldrig bevæger sig uden for skolens mure. Man ser ikke scener med hovedpersonerne i deres fritid, ligesom forældrene - med en enkelt undtagelse - glimrer ved deres fravær. For det er et faktum, at mange koreanske elever bliver på deres skole til langt ud på aftenen for at læse lektier, og at omgivelsernes pres først begynder at aftage den dag, de bliver optaget på universitetet. Whispering Corridors undgik da heller ikke kontroverser i Sydkorea i forbindelse med premieren i 1998, hvor diverse konservative grupper forsøgte at få den forbudt. Det lykkedes ikke, og filmen endte med at blive en af årets helt store kassesuccesser med de dertil følgende "fortsættelser".

Den kritiske skildring af skolesystemet kan dog ikke skjule, at Whispering Corridors er en underligt ujævn oplevelse, der hele tiden svinger mellem det trivielle og det brillante. Åbningssekvensen er nærmest en ABC i gyserklichéer komplet med lyn og torden, skumle lyde og subjektiv kameraføring - desværre skruet sammen på en måde, så man krummer tæer i stedet for at bide negle. Men lige som man er ved at give op, kommer der pludselig en scene, der viser, at instruktøren, Park Ki-hyung (Acacia, 2003), alligevel har noget at tilbyde. Sådan er det faktisk hele vejen igennem. Læg dertil et fortælletempo, der må betegnes som moderat langsomt - selv om Whispering Corridors faktisk er hurtig i forhold til koreanske snegle-gysere som The Uninvited (2003) og Sorum (2001). Resultatet er en film, der skiftevis frustrerer og fascinerer, og indrømmet: Man ser ikke på asiatiske skolepiger på helt samme måde bagefter.