Eiga

hollywood hong kong

(heung gong yau gok hor lei wood)


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta
Tre gange Chu: far, lillebror og storebror.





Udsigt til Hollywood fra barakbyen Tai Hom.





Den fortryllende Tong Tong/Hung Hung.





Grisen skal da også have en tår øl...





» Se slideshow...
»I lever i skyggen af Hollywood. Det må være slemt.«

Med tanke på at hovedparten af de Hongkong-film, der kommer til Danmark, befinder sig i actiongenren, er Hollywood Hong Kong et forfriskende bekendtskab. Den indeholder meget lidt action, men er til gengæld fyldt med groteske scener, sort, makaber humor og uventede indfald. Det svarer lidt til at forvente at se I Kina Spiser De Hunde (1999) og så få serveret De Grønne Slagtere (2003) i stedet.

Tre af hovedpersonerne i Hollywood Hong Kong befinder sig også i slagteribranchen. Chu og hans to sønner, Ming og Stump, lever af at sælge grillstegte svin, og noget tyder på, at de har svært ved at holde fingrene fra deres egne produkter, for alle tre er ekstremt overvægtige. En anden central figur er wannabe-alfonsen Keung, der ligesom familien Chu bor i barakbyen Tai Hom. Alle har det til fælles, at de drømmer om en bedre tilværelse uden for slumkvarteret, og de kaster tit længselsfulde blikke hen mod skyskraberne, der udgør det nærtliggende boligkompleks, Hollywood.

Drømmene får ny næring, da den unge pige Tong Tong pludselig dukker op i Tai Hom og fortryller de fire mandlige hovedpersoner. For en stund er der udsigt til lys og lykke i tilværelsen, men Tong Tong har ikke just rene hensigter. Det får tilskueren allerede et hint om, da hun præsenterer sig for Keung under navnet Hung Hung. Inden længe er hun væk igen, og mændene sidder tilbage med en mængde nye problemer. For ikke alene bliver de afpresset for penge, men myndighederne i Hongkong har samtidig planer om at nedrive Tai Hom og genhuse beboerne. Ét er nemlig at drømme sig væk, noget andet er rent faktisk at skulle forlade det sted, man opfatter som sit hjem.

Hollywood Hong Kong har en af de mest originale titelsekvenser, som denne anmelder længe har set. Filmen indledes med, at man ser familien Chu i gang med at slagte og grille svin, mens forteksterne vises trykt på diverse kødstykker. Så er tonen ligesom sat, men desværre har instruktør og manuskriptforfatter Fruit Chan (Dumplings-afsnittet i Three... Extremes, 2004) svært ved at leve op til den appetitvækkende indledning. Historien foretager mange svinkeærinder, der selvfølgelig bidrager til filmens krøllede stil, men alt for ofte sætter de handlingen i stå, i stedet for at drive den frem. For eksempel kommer kvarterets kvindelige kvaksalver med et tilbud til farmand Chu om at bruge familiens avls-gris som rugemor for menneskefostre, men den sidehistorie fører aldrig til noget. Ligeså føles en makaber sekvens med Chus kvindelige medhjælper unødvendig for handlingen.

Mest vellykket er Hollywood Hong Kong i de stunder, hvor Tong Tong/Hung Hung giver hovedpersonerne håb om et andet og bedre liv. Zhou Xun (Balzac Og Den Lille Kinesiske Skrædderinde, 2002) er ikke svær at falde for, og da hun forsvinder efter en times tid, tager hun en stor del af filmens charme med sig. Det er heller ikke svært at holde af de tre Chu-tyksakker, mens Keung-figuren er et noget mere anstrengende bekendtskab. Hollywood Hong Kong indeholder som nævnt også mange groteske scener, som det er svært ikke at grine højt og vantro over. Men lige så ofte tager det bizarre overhånd og lader handlingen køre i tomgang - lidt ligesom hos De Grønne Slagtere.


lars ahn pedersen, 6. april 2005


filmoversigt anmeldelse bedømmelse fakta

Hollywood Hong Kong



fruit chan

hongkong 2001

104 min.