mistet opkald

Man ved aldrig, hvor man har Takashi Miike. Det ene øjeblik laver han en sadistisk og grænseoverskridende film om en grædende morder (Ichi The Killer, 2001), og det næste en fuldstændig absurd og vanvittig musical (The Happiness Of The Katakuris, 2001). Miike kan ikke sættes i bås. Straks som man tror, at man har ham, vender han op og ned på ens opfattelse og overrumpler med noget helt tredje. Han er et unikum i filmverdenen og kan ikke sammenlignes med nogen anden instruktør. Med Mistet Opkald forsøger han at lave en helt-efter-bogen-gyser, der føjer sig pænt til rækken af ”J-Horror”-succeser fra de seneste år. Men Miike ville jo ikke være Miike, hvis der ikke sneg sig noget af hans frodige og anarkistiske geni ind i historien.

Yumi (Kou Shibasaki, Battle Royale, 2000) er en lidt forvirret og forsagt ung pige, der lider af en sær fobi: Hun kan ikke holde ud at kigge gennem små huller, som for eksempel en dørspion. Ellers er hun helt almindelig. Men hendes venner begynder på mystisk vis at dø rundt om hende, og dét på de mest makabre måder. Alle ofrene fik en voicemail fra sig selv, inden de døde, som oplyste dem om deres dødstidspunkt. Dette er det eneste spor, Yumi har at gå efter, da hun begynder at grave dybere ned i de uhyggelige dødsfald. Undervejs i sin efterforskning møder hun den lidt ældre Hiroshi (Shinichi Tsutsumi), hvis lillesøster delte skæbne med Yumis venner. Tingene bliver for alvor uhyggelige, da Yumis bedste veninde, Natsumi (Kazue Fukiishi), også modtager et opkald. Pludselig ser hun sig belejret af et blodtørstigt tv-hold, der nærmest kidnapper hende for at sende live fra studiet, mens Natsumis timeglas rinder ud. Yumi får også selv det skæbnesvangre opkald og må nu løse gåden, inden hendes tid er omme.

På overfladen kan Mistet Opkald godt minde om tidligere hits som Ju-On: The Grudge (2003), Ring (1998) og Dark Water (2002). Der er mange af de samme elementer, og Miike lægger absolut ikke skjul på, at han har lånt flittigt fra disse film. Hvis man er fortrolig med J-Horror-genren, er der mange små, underfundige hentydninger til genrens hovedværker, og Mistet Opkald kan virke som én lang pastiche og hyldest til J-Horror-bølgen. Miike laver dog hele tiden små drejninger i handlingen, der gør at det aldrig bliver helt så lige ud ad landevejen, som det ved første øjekast virker.

Hele historien er desuden fortalt med et lille glimt i øjet, men heldigvis uden den nedladende, ironiske distance til personer og begivenheder, som Hollywood er blevet inficeret af. Klimakset fungerer upåklageligt. Det er medrivende, spændende og effektfyldt, mens slutningen på vanlig Miike-vis er tvetydig og overraskende, hvilket nok skal fremkalde hovedbrud hos mange.