Koreanske Song Seung-heon (So Close, 2002) har meldt fra til hovedrollen i Tsui Harks kommende Seven Swordsmen Leave Mt. Heaven (2005), og erstattes med kantonesiske Donnie Yen (Hero, 2002).
Seven Swordsmen er den første ud af seks film i det omfattende wuxia-projekt Seven Swords Of Mt. Tien, som skrives, produceres og instrueres af Tsui Hark. Han holder samtidig opsyn med en 74-episoders tv-serie, der går under samme navn.
Udover Donnie Yen er Gordon Liu Chia-hui (Kill Bill, 2003-2004) også at finde på filmens rolleliste.
Seven Swordsmen-projektet er baseret på en kinesisk roman i wuxia-genren, men Tsui Hark skulle efter sigende ikke være tro mod det oprindelige materiale.
For folk ubekendte med genren "Wuxia Pien", kan det fortælles, at den igennem hele Kinas filmhistorie har været den ene af to store kategorier indenfor kampkunstfilm. Den anden genre er Kung Fu. Wuxia Pien kendetegner film med episke historier, der drager inspiration fra kinesisk mytologi og de mere ekstraordinære aspekter af kampkunst.
Andre film i genren er bl.a. The Moon Warriors (1993), Iron Monkey (1993), Crouching Tiger, Hidden Dragon, Hero (2002) og House Of Flying Daggers (2004).
|