the princess blade

Takemikazuchi er en forældet klan af lejemordere, der kynisk henretter enhver, som forsøger at forlade dem. Den iskolde Yuki (Shaku Yumiko, Sky High, 2003) eksekverer dommene. Men da pigen erfarer, at hendes egen mor blev dræbt af klanen, og at hun selv er den retmæssige arvtager hertil, byttes rollerne om. Nu er Yuki den jagede. Hun flygter ufrivilligt i armene på tankpasseren Takashi, og forbereder sig derefter på den dag, hvor de andre klanmedlemmer finder hende. Inderst inde ved alle, at det kun kan ende på én måde. Blodbad.

På et kvarter formår The Princess Blade at præsentere alle væsentlige personer, fortælle næsten hele historien og samtidig levere nogle energiske actionsekvenser i meget stilistiske billeder. Var den stil holdt hele vejen igennem, havde det været en fantastisk b-film af den slags, man kan se om og om igen. Desværre holdes stilen slet ikke, hvilket formentligt skyldes manga-forlægget og et forfejlet forsøg på at få "det hele" med i filmatiseringen. Groft sagt kan The Princess Blade siges at være opdelt i tre film, der ikke hænger ret godt sammen.

Den klart bedste og vigtigste del er Yukis kamp med og mod Takemikazuchi-klanen. Det er mere eller mindre nonstop-sværddueller, der nok ikke er genrens højdepunkt, men som immervæk er meget engagerende og medrivende. I flere tilfælde er det også ganske opfindsomt, og hvis man - som undertegnede - er glad for sværdkampe, er det svært ikke at sidde med et stort smil på læben og fingeren på tilbagespolingsknappen. Det er for denne del, at filmen skal ses.

Næsten lige så lang tid bruges der på det spirrende forhold mellem Yuki og Takashi, der udvikler sig forventeligt og forudsigeligt til en kærlighedshistorie. I sidste ende formår den at virke, selvom det er på en lidt billig baggrund og ikke lige troværdigt hele vejen igennem. Et åbenlyst problem i hovedpersonens forvandling fra afstumpet morder til rigtigt menneske er, at filmen ikke anstrenger sig for at portrættere den "gamle" Yuki. Et andet problem er pigens lave alder, der ikke giver hende den tyngde, som bedre ville have tjent pointen.

Endelig er der et større sideforløb om Takashis arbejde som en slags terrorist i en ubeskrevet kamp mellem oprørere og stat. Denne del virker umiddelbart spændende, men falder hurtigt til jorden. Det er mest snak, men alligevel kommer der aldrig nogen ordentlig forklaring på, hvad der egentlig kæmpes for. Da der heller ikke laves nogen som helst kobling til hovedhistorien, synes der slet ikke at være nogen grund til at interessere sig for dette sidespring.

Som det fremgår, er The Princess Blade en blandet fornøjelse. Nogle elementer er helt skudt ved siden af og andre er ikke rigtigt bemærkelsesværdige. Derindimellem er der så 45 minutters højintensive, flot filmede sværdkampe mellem en række lejemordere, der er så kølige, at humorelementet er ikke-eksisterende. Når det går vildest for sig, er filmen en direkte fornøjelse, og det er dét, undertegnede vil huske og gense den for. Hvis tempofyldte og velkoreograferede dueller med samuraisværd ikke lige er sagen, er der omvendt ikke ret meget at komme efter.