sky high

Sky High er baseret på en japansk manga og tv-serie. Filmen er en melodramatisk forhistorie til førnævnte, men kan ses uafhængigt. Instruktøren Ryuhei Kitamura (Versus, 2000) krydrer filmen med filosofiske og eksistentialistiske undertoner tilsat en knivspids selvironi. Det bliver til en fantasifuld blanding af let drama, kampscener, seriemorderjagt og en smule komik. Temaet ligger milevidt fra hans forudgående episke samuraiprojekt, Azumi (2003). Sky High har et langsommere vingeslag, men vil så gerne højere til vejrs. Årsagen hertil kunne være, at Kitamura, ifølge eget udsagn, nu drager til Hollywood.

Mina, spillet af Shaku Yumiko fra Princess Blade (2001), stilles overfor "The Gate Of Rage", hvor kun pludseligt døde og myrdede personer kommer hen. Her tilbydes hun tre valg af portens vogter, Izuko (Eihi Shiina fra Audition): Accepter døden, kom i paradis og berede sig på genfødsel. Afslå døden og bliv en ånd, der i al evighed hjemsøger de levendes verden. Eller læg en forbandelse på én levende person og kom i Helvede.

Mina får tolv dage til at beslutte sig og må i den tid gå frit omkring på Jorden. Ingen vil - i teorien - kunne opfatte hendes tilstedeværelse. Sideløbende efterforsker detektiven og kæresten Kanzaki (Shosuke Tanihari) hendes og en række tilsvarende pigers død. Mina observerer samtidig selv tingenes tilstand, for at afklare årsagen til sin død. Det vil være for afslørende at uddybe historien yderligere. Det må blive til stikordene: genmanipulation, superkræfter og heksagrammer.

Handlingen i Sky High er "lige ud af landevejen", selvom det først ikke føles sådan. Selvom man har mange spørgsmål den første halve time af filmen, serveres det hele hurtigt på et sølvfad, uden skyggen af eftertænksomhed. Det kunne filmens tema ellers godt have lagt op til. Det er den konsistente, stilfulde præsentation og komposition af billede og lyd, der får én til at sukke efter en symbiose med filmens narrative lag. Den vil så gerne udstråle en følelsesladet nerve, men der opstår for mange klichéer til, at det rigtig lykkedes. En næsten befriende løsning på dette problem er en klovnet fotograf, der får flere ophøjede scener lidt ned på jorden igen, så man ikke kan lade være med at trække på smilebåndet.

Med instruktørens tidligere film i tanke forventer man en del kampscener. De er også tilstede med både knyttet næve og sværdslag, men mangler den dynamiske saft og kraft, som både Versus og Azumi (2003) besad. Men - indrømmet - jeg fandt mig selv i at foretage gentagne tilbagespolinger for at revurdere enkelte, velplacerede CGI-effekter. Selve kampene er bare en anelse tunge i vendingen, med for mange unødvendige sceneskift. Man savner fokus. Sværdkampen mellem Mother Shuko (Yumi Kikuchi) og den underspillende, giftigt billedskønne Rei (Kanae Uotani) er en af filmens mere fornøjelige højdepunkter.

Sky High emmer af en masse jordiske følelser. Hvad skal man stille op, når dem man holder af, går bort ved pludselige dødsfald? Men det hele føles så to-dimensionelt. Gnisten fra sværdklingernes dans mangler i selve personskildringen. Ser man bort fra historiens mange klichéer og forudsigelige natur, får man derimod lyst til at omfavne enkelte gys, komiske udfald og den stilistiske overflade. Det virker som om Kitamura denne gang vil ramme et endnu bredere publikum, men med for mange ting på én gang. Sky High ender som en rodet blanding af flere genrer og mangler dét fokus, nogle af hans andre film besidder. Filmen sigter højt, men lander for blødt. Ikke desto mindre vil jeg anbefale den på baggrund af pure underholdning og charme.