Eiga

kim ki-duk i cinemateket: q&a

»Jeg er ikke troende, men jeg håber, at jeg en dag kommer til at tro på alt! – I’m not a believer but one day I hope I’ll come to believe in everything!«

click here for the english version

I forbindelse med Cinematekets Kim Ki-duk-serie, introducerede Kim Ki-duk den prisvindende Samaritan Girl (2004) til en aftenforestilling en kold efterårsdag. Efter screeningen var der mulighed for at stille spørgsmål til instruktøren. Lars fra Eiga var på pletten og fik flere spændende detaljer med hjem fra Q&A-sessionen, blandt andet omkring Kim Ki-duks fremtidige filmplaner efter The Bow (Hwal, 2005).

Kim Ki-duk om Samaritan Girl:

- "Samaritan Girl" handler om, hvordan vi ser hinanden. Det er derfor, at filmen er delt op i tre afsnit. Første afsnit handler om, hvordan de to veninder ser hinanden. Afsnit to er om, hvordan børn ser deres forældre, og tredje afsnit handler om, hvordan forældre ser deres børn.

- Filmens slutning er ikke slutningen på pigens historie. Filmen viser kun en lille bid af hendes liv. Hendes historie fortsætter, men det er op til jer at bestemme, hvad der sker videre med hende. Jeg lader det være op til den enkelte, hvad filmen slutter med. Min egen fortolkning er kun en enkelt persons mening. Jeres kan være lige så rigtig.

Ifølge Kim Ki-duk blev Samaritan Girl optaget på kun 11 dage. Filmens budget var på $400.000.

Kim Ki-duk om sin egen rolle i koreansk film:

- I Asien ser man film, hvis der er store navne med. Men i Europa kender man ikke skuespillerne, så her ser man filmene for det, de er.

- I takt med at folk i Korea ser flere art-film og europæiske film, tror jeg også, at de vil vænne sig til mine film.

- Det er fordi, folk i Europa ser mine film, at jeg kan skaffe penge til at blive ved med at lave dem.

Kim Ki-duk om religion:

- Jeg er ikke troende, men jeg håber, at jeg en dag kommer til at tro på alt!

- Efter Forår, Sommer, Efterår, Vinter... Og Forår (2003) var der mange, som troede, at jeg var buddhist, men jeg har faktisk aldrig været det. Men buddhismen er så stor en del af den koreanske kultur, så det kan være forklaringen, ligesom kristendommen er en stor del af europæisk kultur. Så selv om jeg ikke er buddhist, kan det sagtens have influeret på filmen.

Kim Ki-duk om sin næste film:

- Alle mine film er baseret ud fra en specifik idé. "Forår, Sommer..." beskriver en livscyklus, mens Samaritan Girl er om, hvordan vi ser hinanden. Lige nu har jeg fem idéer, jeg arbejder med.

- Jeg regner med, at min næste film kommer til at handle om en pistol. Jeg vil følge pistolen, fra den bliver lavet, til den bliver brugt til at slå et menneske ihjel. Jeg vil prøve at vise, hvordan pistolen opfatter det, og hvordan denne begivenhed påvirker den. Filmen kunne lige så godt følge et missil eller en bombe. Det handler om at beskrive våbenindustrien, og hvilke konsekvenser den har.

Kim Ki-duk fortalte desuden, at han har været i Danmark en gang før. Det var for 15 år siden, hvor han var på rejse gennem Skandinavien og besøgte København, Stockholm og Helsinki.

- Dengang havde jeg ikke drømt om, at jeg en dag skulle stå i København igen som filminstruktør.

(side 2: engelsk version)


Side 1 2

lars ahn pedersen, 28. september 2005

Kim Ki-duk i Cinemateket: Q&A