inugami

Blodskam, incest, menneskeofringer og... papirproduktion. Det skorter bestemt ikke på kulørte og kontroversielle emner i den japanske gyser Inugami. Derfor er det en skuffelse, at den alligevel ender som en noget tør oplevelse. Instruktør og manuskriptforfatter Masato Harada gør ellers et bravt forsøg på at skabe en film, der ligger milevidt fra Ring (1998) og alle dens kloner i J-horrorgenren. Det lykkes, men resultatet er desværre en gyser med meget få gys og en stemning, der kun er halvt så gåsehudsfremkaldende, som den burde være.

Inugami er historien om den unge lærer Akira (Atsuro Watabe, "Box"-afsnittet i Three... Extremes, 2004), der ankommer til en fjerntliggende landsby. Her møder han den noget ældre Miki (Yuki Amami), der driver sin egen papirmølle, hvor hun fremstiller håndlavet papir. Akira og Miki indleder et forhold, trods misbilligende blikke fra omgivelserne. Miki hører nemlig til Bonomiya-familien, som er berygtede i landsbyen, fordi kvinderne siges at være ramt af en forbandelse. Når de bliver vrede, skal de være i stand til at tage hævn over deres fjender ved at fremmane de frygtede hundeånder, Inugamierne.

Miki og flere af de andre unge kvinder i familien tror dog ikke på historien, men det gør hendes mor og hendes storebror Takanao til gengæld. Kort efter Akiras ankomst rammes hele familien af bizarre mareridt, og Miki begynder at se yngre og yngre ud. De to elskende må efterhånden sande, at der er kræfter på spil, som de ikke er herrer over, og hvad værre er: det er måske ikke tilfældigt, at lige netop de har mødt hinanden. Inden længe kommer alle familiehemmelighederne frem i dagens lys, og Takanao beslutter, at der skal et offer til for at formilde ånderne.

Inugami er, om noget, et eksempel på en film, med et uforløst potentiale. Ambitionen er at fortælle om overtro i et moderne samfund, og hvordan fortidens synder ofte vender tilbage på de mest uventede måder. Masato Harada begår imidlertid den fejl, at han forsøger at gabe over for meget på én gang. Flere af de elementer, der skulle have drevet historien, falder til jorden, da de behandles for overfladisk. Miki og Akira indleder nærmest deres forhold uden varsel, ligesom det heller aldrig lykkes at få etableret de indbyrdes roller i Bonomiya-familien. Selv Inugamierne glimrer ved deres fravær, og de få overnaturlige indslag, som filmen rummer, optræder desværre i form af dårlige computereffekter.

I stedet skal Inugamis styrker findes i det rent visuelle. Instruktøren rammer den rette blanding af fortid og nutid gennem en billedside, der både føles realistisk og drømmeagtig. Det ene øjeblik er man helt nede på jorden i dagligdags omgivelser, det næste svæver kameraet oppe over trætoppene. Dette er en verden, hvor papir stadig laves efter århundredegamle metoder, samtidig med at man chatter på internettet. Her formår Masato Harada at fremmane den stemning af utryghed, som manuskriptet ikke magter. Først mod slutningen begynder filmen for alvor at engagere, hvilket primært skyldes, at handlingen bliver mere og mere kulørt i takt med, at afsløringerne vælter frem. Men hvad der kunne være blevet til en interessant blanding af The Wicker Man (1973) og Twin Peaks (1989), ender i stedet som en svag krusning på en smuk overflade.