azumi

Kvindelige samuraikrigere, der svinger sværdet så lemmerne flyver og blodet sprøjter, er ikke noget særsyn i japansk film, men det er sjældent, at der bliver slagtet så mange og så elegant som i Azumi. Efter succesen med Versus (2000) kastede Ryuhei Kitamura sig over denne manga-filmatisering, der byder på blod og massemord af episke proportioner.

Den forældreløse Azumi (Aya Ueto, Azumi 2: Death or Love, 2005) og hendes ni venner er blevet opdraget af mesteren Ji, til at være de ultimative dræbermaskiner. Da mesteren føler, at hans tid rinder ud, forlanger han en sidste prøve på sine elevers nådesløshed: De skal hver dræbe deres partner eller selv dø i forsøget. De fem overlevende begiver sig nu ud i den hårde virkelighed og støder undervejs på to sadistiske og magtsyge herremænd, den hvidklædte morder Bijomaru (Jô Odagiri, Shinobi, 2005), der kun lever for at slå ihjel, og adskillelige andre mere eller mindre skumle typer.

Det er ikke plottet eller historien, der driver Azumi. Her er det action og sværdkamp, det drejer sig om og gudskelov for det, for Kitamura forstår virkelig at tage vejret fra én med de vidunderligt velkoreograferede kampe og den opfindsomme kameraføring. Både teknik og koreografi går op i en højere enhed, og man skal lede længe for at finde så flotte, intense og samtidigt blodigt brutale scener i en film. Når kameraet tager en vertikal rundtur på 360 grader, må man snappe efter vejret.

Som den uovervindelige og smukke Azumi ses teenageidolet Aya Ueto, og hun er perfekt valgt. I sin lille, lårkorte samuraidragt (mon det er helt historisk korrekt?) hugger hun sig gennem hære af svedige mandfolk, uden at det bringer uorden i hverken hår eller makeup. Også superdræberen Bijomaru er herlig. Iført kridhvide gevandter og et sværd uden hæfte - han behøver ikke beskyttelse af sværdhånden, da han aldrig er blevet ramt - gør han sit yderste for at lægge Japan øde. Da han og Azumi endelig tørner sammen i slutscenen, er der virkelig tale om floder af blod og bjerge af afhuggede lemmer.

Azumi er bestemt ikke en film for alle, og mange vil sikkert finde den tåbelig, voldsforherligende og fuldstændig urealistisk, men for dem der elsker genren, er Azumi et lille mesterværk. Den formår at kombinere opfindsomme og kreative filmiske virkemidler med scener, der emmer af energi, og den river tilskueren ind i et voldsomt, kulørt og dramatisk univers fuldt af helte og skurke.