det levende slot

Siden 1963 har Hayao Miyazaki beriget anime-scenen i Japan - først som tegner og animator, senere som storyboard-kunstner, forfatter og instruktør med mere. I Danmark kunne man medio 1980’erne opleve Miyazakis fingeraftryk i anime-tv-serien Heidi (1974), der udkom igennem den forgangne Scanbox AB Collection-animeklub. Selv havde jeg den mærkværdige oplevelse at blive betaget af en serie om pigen Heidis bandomseventyr i alperne, når jeg troede jeg foretrak sci-fi-eventyr og action som Robotech: The Macross Saga (1982) og Galaxy Express 999 (1978). Alt hvad Miyazaki rører ved, synes at virke magisk tillokkende - uanset indhold. Med grundlæggelsen af animationsstudiet Studio Ghibli i 1985, skulle magien vise sig at ramme endnu flere aldersgrupper - uanset verdenshjørne. Studiets succes begyndte med Laputa: The Castle In The Sky (1986), og det har lige siden leveret anime i spillefilmslængde af exceptionel høj kvalitet, ligesom pendanten Disney i Vesten.

Med Princess Mononoke (1997) og Oscar-vinderen Chihiro Og Heksene (Spirited Away, 2001) fik Ghibli og Hayao Miyazaki soleklar kommerciel, international succes. Studiets film er ikke kun en eksotisk modpol til Disneys mere traditionelle historier, de er også mindre figurstiliserede inklusive mere varieret fortællekunst. Som Hayao Miyazakis 10. anime-instruktion hos Studio Ghibli er Det Levende Slot ingen undtagelse, og det vil være en underdrivelse at sige, at forventningerne har været høje. Filmens forlæg er romanen Howl’s Moving Castle af den (Tolkien-inspirerede) forfatter Diana Wynne Jones, der udkom første gang i 1986. Et kendetegn i Miyazakis egne historier er ofte en simpel handling, der styres af et karakterfast figurgalleri, som ikke lader sig styre af begivenhederne (modsat for eksempel Katsuhiro Otomos Steamboy, 2004). Det gælder også for Miyazakis manuskript til Det Levende Slot. Et eventyr der emmer af romance, humor, mystik, imaginær action og magi.

17-årige Sophie reddes en dag fra mørke væsener af den unge og forfængelige troldmand Hauru, da hun tilfældigt står i vejen under deres jagt på troldmanden. Væsenerne tjener Ødeheksen, som ønsker troldmandens unge hjerte for sig selv. I drillende jalousi forvandler hun Sophie til en 90-årig morlille, som derefter nedslået omend håbefuldt begiver sig ud for at finde troldmanden, der måske kan ophæve forbandelsen. Hun finder et magisk, omvandrende slot, hvor Hauru, hans lærling Markl, og ilddæmonen Calcifer holder til. Sophie tøver dog pludselig med at afsløre sin alderdomsforbandelse, og påtager sig et job som ”ungpige” på slottet. Sideløbende udkæmpes en krig mellem to kongeriger, hvoraf det ene beordrer Hauru til at være en skakbrik i krigen. I stedet risikerer han liv og sjæl for at sikre fred i kongeriget. Kongens heks, Madame Suliman, advarer Sophie om en dyster side af Hauru. Der er dog noget uventet foruroligende ved Madame Suliman selv, og måske er hun den største fjende af alle.

Det Levende Slot forfører ubetinget synsindtrykket med sit sympatiske og mageløse figurgalleri. De karakterfulde animationsstreger giver filmen et åndedrag, der ganske enkelt tager luften ud af én. Figuranimationen er forrygende. Man rynker panden og laver store øjne hver gang, der er et nærbillede af Sophie som 90-årig. Detaljegraden i hendes rynkede ansigtstræk er så påfaldende, at man bliver paf over tanken om, hvor mange timer der må være lagt i de minutiøse og sirlige streger. Det magiske slot selv er et malerisk stilstudie i eksteriør og interiør, der giver det en karakterstyrke, man har lyst til at nærstudere i stil med de andre figurer. Selvom denne høje produktionskvalitet er Studio Ghiblis varemærke, er man i reglen lige uforberedt hver gang.

En fortræffelig humoristisk introduktion til figurgalleriet kommer ligeledes bag på én. Særligt under Sophies møde med drengen Markl. Med et magisk klædningsstykke skifter han mellem at ligne en førsteårselev på Hogwarts Trolddomskole til at illudere en fuldskægget dværg med tilsvarende ændret toneleje, hver gang han elegant hiver en hætte over hovedet. Det er spontan humor af den slags, de fleste sikkert vil falde pladask for uanset køn og alder. Den leveres til dels også igennem hunden Heen, der undervejs kommunikerer med en hæs gøen. Hunden udgør sammen med ilddæmonen Calcifer to sjove bifigurer, men aldrig med samme subtilt højkomiske effekt som mini-mummitrolden og mini-fuglen i Chihiro Og Heksene.

Det Levende Slot er frem for alt et teknisk kunststykke. Baggrundene er lige så bjergtagende som animationen, og giver et utæmmet schwung i maven. Blandt andet via et skift fra en svimlende panoramatur på jorden i et paradisagtigt fantasilandskab til en CGI-zooming igennem strukturen på et luftskib. Faktisk forekommer livfuldheden i både sind og mave så hyppigt, at man næsten ser igennem fingrene med historien. For den er omvendt ikke så velfortalt som det fantasifulde vingesus Chihiro Og Heksene og tidligere Miyazaki-værker. Det Levende Slot synes ikke at være vovende nok, eller ligefrem tage skridtet videre og byde på noget komplet nyt. Historien overiler sig tilligemed for meget til at blive uforglemmeligt bevægende. Tilbage står det spirende forhold mellem Sophie og Hauru som en spændingsladen nerve, mens resten bare er oversanseligt dragende.