steamboy

Når navnet Katsuhiro Ôtomo kommer på tale, er det ofte i forbindelse med storklassikeren Akira (1988), og i mindre omfang hans forholdsvis oversete kortfilmprojekt Memories (1994). Begge er stærkt tankevækkende anime-oplevelser, der efterlader vedvarende indtryk. Dermed sagt er det svært at sætte ord på de høje forventninger, Ôtomos fanskare har haft til hans tredje storproduktion, Steamboy. Man er spændt på, om den vil blive endnu en tidløs klassiker, alle vil tale respektfuldt om.

Drengen Rei modtager en kanonkugleagtig tingest, en såkaldt "Steam Ball", af sin farfar, og skal sørge for, at den ikke falder i de forkerte hænder; en skummel organisation er nemlig ude efter den. Drengen bortføres sammen med dampkuglen og opdager til sin forbløffelse, at hans far stadig er i live, selvom farfaren fortalte Rei anderledes. Faren og farfaren, begge berømte dampingeniører, har i sin tid stået for opførelsen af bygningsværket Steam Tower sammen, med en snarlig åbningsceremoni i vente. Men de to slægtninge er i tidens løb gået forkert af hinanden omkring tårnets reelle formål - om det skal gavne menneskeheden eller benyttes til en slags militærbase. Rei forvirres over hvilken side, han skal vælge, og hvem han skal have tillid til. Han har samtidig den vigtige, teknologiske Steam Ball, alle vil have fingrene i, og som kan afgøre menneskehedens skæbne.

Filmen udspilles i en verden, der kredser om dampteknologiens muligheder, for at gøre mennesker lykkelige, primært igennem dampdrevne fartøjer. Men hvad der kan skabe lykke kan også (mis)bruges, så opfindernes kunststykke bliver til ulykke. Dette leder til en af filmens pointer - at der altid vil være nationer og folk, som forføres af mægtige kræfter og derigennem higer efter mere magtvælde.

Med ovenstående in mente savner man den håndgribelige utryghed fra Ôtomos tematisk beslægtede kortfilm Cannon Fodder (1994). I stedet er man i Steamboy offer for én lang kollage af teknikpralende actionsekvenser, som betager øjne og ører, men aldrig fuldt ud henfører. Manuskriptet har - som en Hollywood-film med fuld fart på - glemt alt om solid karakterudvikling. Man har valgt at gøre plads til en 126-minutters bølge af flyvske og medrivende scenerier med hektisk 3d-kamerapanorering og digitalt flydende 2d-celleanimation. Det er med andre ord handlingen i forgrunden hos Steamboy, der rammer seeren hårdest, hvilket også fungerer til en vis udstrækning. Men flere actionsekvenser trækkes i langdrag, og får det hele til at virke meget opslidende nærved filmens slutning. I virvaret slipper man ikke for en klichéfyldt omgang kapitalistisk storhedsvanvid.

Svært er det for denne anmelder at sætte tilstrækkelige ord på den skuffelse, Steamboy er blevet med tanke på de forventninger, Ôtomos forudgående og fremragende værker har skabt til filmen. Den mangler et sindsbevægende hjerte i al dens "fut i fejemøjet", som kun fører jævn underholdning med sig. Sidstnævnte klæder ikke en instruktør af Katsuhiro Ôtomos potentiale. Steamboy ligner mere noget fra en filmskaber, som vil nå ud på verdensmarkedet med et kommercielt produkt, der er tilgængeligt for alle.

Filmen har en genbrugsagtig handling, de fleste vil finde velkendt og sikkert også være trygge ved. Men dens ambitiøse, tekniske natur synes at have en kvælende effekt. Ved filmens endelige udfald, hvor Steam Tower træder i karakter - næsten som en handlingsfigur selv - kan man i et antydningens glimt ane den elskværdige sjæl, som Steamboy inderst inde bærer rundt på. Den drukner trist nok i det fundament, den er bygget på. Vildfaren damp.