face

Koreansk filmindustri fik mod på at opfølge sidste sommers gysersucces, A Tale Of Two Sisters (2003), med endnu et publikumschok sommeren efter. Face er den første sydkoreanske gyserfilm, som blev eksporteret til udlandet inden dens premiere i juni. Årsagen var en trailer på et minut og 45 sekunder. Det siges, at filmens unikke lydside og intense billeder, chokerede investorer i den amerikanske filmindustri. Instruktøren Yoo Sang-gon er anerkendt for sine prisvindende kortfilm, mens Face er hans spillefilmsdebut. Filmen er lige dele vanlige, orientalske gyserelementer og mere moderne mordefterforskning.

Resterne af et lig er blevet fundet i en sø, men kun knoglerne er tilbage. Eftersom kroppen er smeltet med et kemisk middel, er den eneste metode til at identificere personen, en genopbygning af kraniet via modellervoks og højteknologisk computerudstyr. Hyun-min (Shin Hyun-jun) er specialist i dette, og selvom han tilbydes at arbejde hjemme, forlader han sit arbejde på grund af sin datters nylige hjertetransplantation. Af ukendte årsager bliver hun hver dag gradvist mere syg. Den uerfarne ansigtsgenopbygger Sun-young (Song Yoon-ah) møder en dag op foran Hyun-mins hjem og tilbyder ham en opgave. Men han afslår Sun-youngs tilbud, hvorefter hun forsvinder og har efterladt en medbragt pakke. Hyun-min nægter dog at åbne den, og ser herefter frekvent en skræmmende pigeskikkelse, hører skingre lyde og har forfærdelige mareridt. Nogen vil fortælle ham noget. Hyun-min beslutter sig endelig for at åbne pakken, og genopbygge kraniet, da hans datters sygdom knyttes til hospitalets ry for at have effektiv adgang til hjertedonorer.

Man kan fornemme instruktørens hensigt med at skabe en følelse af angst gennem handlingsopbygningen. Men frygten falder helt i baggrunden, når éns sanser trues med atter en afskrift af mere originale gyserhistorier fra Asien. Filmen skal alligevel have ros for enkelte virkningsfulde chokscenarier, med kun få computereffekter. I stedet hviler billedsiden i sig selv stort set au naturel, med et konsekvent lag mørk atmosfære, som tillige formes af skarpe, velplacerede lydeffekter. Lee Han-na står for en iørefaldende, stilfuld underlægningmusik, der spiller i trommehinden længe efter filmens afslutning.

Handlingen er en udvandet kliché, hvilket er ærgerligt, for filmens udbredte styrke er troværdige skuespilspræstationer. Shin Hyun-jun (Bichunmoo, 2000) spiller rollen som kærlig og forskræmt far med solid overbevisning. Når han er i samme rum som assistenten, Sun-young, underfundigt spillet af Song Yoon-ah (Jail Breaker, 2001), opstår en raffineret følelsesmættet stemning, omend den holdes i skak af uforudsete begivenheder. På dét område fungerer filmen upåklageligt.

På trods af dette føles Face som endnu et led i en kædeproduktion af asiatiske gyserfilm. Den tilfører ikke genren noget nyt, men genbruger ubehersket fra Ring (1998), Ju-On: The Grudge (2000), Kakashi (2001), A Tale Of Two Sisters (2003) og andre forudgående, orientalske gyserfilm. Face er desværre alt for fordringsløs, så man aldrig suges ind i historien med hud og hår. Yoon Sang-gon er en lovende instruktør, som sikkert rammer plet, når han har fremfundet den rette kreativitet. Man kan håbe, at Face overbeviser asiatisk filmindustri om, at vedvarende brug af piger, hvis fordærvede ansigt skjules med langt, sort hår, snart hører en anden æra til af japanske nybølgegyserfilm. Gyserfans og folk med trang til gammeldags mordmysterier vil utvivlsomt finde filmens indhold tilpas underholdende.