infernal affairs lll

Denne tredje film sætter et punktum i en af Hong Kongs mest ambitiøse krimisagaer, Infernal Affairs. Alle tre film er som pulsårer forbundet til det samme hjerte. De fortæller den samme historie, om end med forskellige midler. Den første film var en stilfuld handlingsdrevet rus i højt tempo. Opfølgeren var som en græsk tragedie, hvor personernes motiver i den første film blev afklaret. Sidste kapitel er mere et psykologisk efterspil, hvor der ryddes op i alle intrigerne.

Infernal Affairs III har to handlingsspor, der skiftevis overlapper hinanden. Den primære handling foregår i nutiden. Ti måneder efter mordet på den hemmelige agent Yan (Tony Leung), har politikommissær Ming (Andy Lau) fået sin ryg fri og overføres til et administrativt kontorjob. I mellemtiden er politiets nye sikkerhedsinspektør, Yeung (Leon Lai), steget i graderne, og har modtaget nogle kassettebånd med afslørende samtaler mellem triadebossen Sam (Eric Tsang) og dennes muldvarpe. Der var fem muldvarpe, hvoraf fire er dræbt. Ming ved, at han selv er den eneste tilbageværende, og det skulle andre helst ikke få nys om. Yeung har en hemmelig kontakt til underverdenen, den kinesiske storforbryder Shen (Chen Dao-Min). Det får Ming til at mistænke Yeung for at være en ny muldvarp sendt af Triaden. Det sekundære handlingsspor udspilles tre år tilbage, i månederne før Yans død, og flettes sammen med handlingen fra den første film, hvilket resulterer i en elegant fortsættelse af scener herfra.

Man skal holde tungen lige i munden, for ikke at miste overblikket under filmens forløb, der lever på psykologisk efterforskning og drømmende stemning. Det fører til et lavere tempo end de to første film. Billedsiden har ikke det samme stilistiske udtryk som den første film, hvor australske Christopher Doyle (Hero, 2002) stod for kinematografien. Chan Kwong Wing står igen for en eventyrlig, betagende baggrundsmusik, som afviger fra trilogiens krimitema.

Selvom alle stjernerne fra første film er tilbage, er det denne gang Andy Lau (House Of Flying Daggers, 2004), som træder ud af billedet med en overbevisende præstation. Den kan næsten sidestilles med Francis Ngs lunefulde portræt af triadeoverhovedet i Infernal Affairs II (2003). Andy Lau tilfører rollen som Ming en dybde af skizofreni, der virker skræmmende troværdig. Især når man tager begivenhederne fra de to første film i betragtning. De har sat uhelbredelige, psykiske ar i Mings sjæl, og det skinner igennem hans personlighed i denne slutning. Her er han som en ballon, der kan briste når som helst – på vej mod et uundgåeligt helvede, han ikke kan slippe ud af.

Infernal Affairs III får trilogien til at gå op i en lidt højere helhed, end den havde behøvet. Filmen vil gerne være mere intelligent end de to første udspil, men det undergraves af et løbsk, kaotisk plot. Alle tre film fortjener et andet gennemsyn, så man får en mere helstøbt fornemmelse af deres sammenhæng. Men den sidste film vil også gerne være mere kommerciel end de to første film, ved at ride på bølgen af deres succes. Derfor kan den til tider føles tung, grundet et unødvendigt fokus på alle de store stjerner. På den anden side indeholder filmen uimodståelige, kreative plotdrejninger og drømmende sekvenser, hvilket alt sammen skaber effektiv underholdning, selvom der skal fordøjes meget på én gang.

Instruktørerne Andrew Lau og Alan Mak har med denne trilogi skabt et pragteksemplar af et kriminologisk genredefinerende værk.