silmido

Elleve millioner koreanere kan ikke tage fejl. Åbenbart, for ellers er det en gåde, hvordan Silmido sammen med Brotherhood (2004) kunne blive en af de helt store kassesucceser i de koreanske biografer i 2004. Måske var det løftet om, at Silmido ville fortælle den sande historie om et af de mørke kapitler i Sydkoreas historie, der lokkede. Men i så fald må man konstatere, at nok overgår virkeligheden ofte fantasien, men hvad nytter det, når filmskaberne efterfølgende tilpasser de virkelige hændelser i sådan en grad, at historien lige så godt kunne have været fiktion - og tilmed en klichéfyldt én af slagsen.

Baggrunden for Silmido fejler ellers ikke noget. I 1968 trængte en gruppe nordkoreanske soldater over grænsen med det formål at snigmyrde Sydkoreas præsident. Nordkoreanerne blev dog afsløret, inden de nåede at føre deres plan ud i livet. Som hævn besluttede den sydkoreanske efterretningstjeneste at oprette en eliteenhed, hvis eneste opgave var at dræbe Nordkoreas leder, Kim Il-sung. Medlemmerne af enheden blev placeret på den afsidesliggende ø, Silmido, hvor de gennemgik en umenneskelig hård træning, der skulle forvandle dem til de rene dræbermaskiner. Men tiderne skiftede, og da soldaterne var klar til deres mission, havde forholdet mellem nord og syd ændret sig til det bedre. Silmido var nu blevet en hæmsko for Sydkorea, og der blev taget en drastisk beslutning med hensyn til enhedens fremtid.

Første halvdel af filmen beskriver soldaternes træning, der er så ekstrem, at instruktørerne ikke tøver med at skyde dem, som ikke kan klare mosten. Derefter skifter Silmido karakter, da det går op for soldaterne og deres oppassere, at Nordkorea-missionen er blevet lagt på is. Usikkerheden og ventetiden forvandler stemningen på øen til det værre. Soldaterne render rundt som tikkende bomber, indtil det hele eksploderer i filmens afsluttende del. Interessante temaer er der med andre ord masser af i Silmido: Umenneskeliggørelsen af soldaterne. Statens planer om at tage livet af et andet lands leder. Eller det faktum, at hvis Kim Il-sung var blevet myrdet, ville det have startet en ny Koreakrig. Men alt det skøjter filmen let og ubesværet hen over til fordel for de lette løsninger, mens musikken brager bombastisk hen over lydsporet. Så frem for en autentisk, rystende fortælling om en diktaturstats vanvittige mordplaner ender Silmido med at ligne en ufrivillig komisk kloning af Det Beskidte Dusin (1967) og Full Metal Jacket (1987).

For en film så sort/hvid som Silmido er det derfor paradoksalt, at en af dens største problemer er manglen på sympatiske personer. Med en enkelt undtagelse får man intet at vide om soldaternes baggrunde. Det er sandsynligvis et bevidst valg, fordi en af filmens pointer er, at soldaterne "genfødes" som mennesker på Silmido - men det gør det unægteligt noget svært at identificere sig med dem. Alle viser sig at være enten dødsdømte eller straffefanger, så efter at én af dem siger: "Jeg har alligevel ikke andet at tage mig til", som begrundelse for at være med, følger resten bare trop. Det siger samtidig en del om filmens dybde.

Som så mange andre koreanske film er der rent teknisk intet at udsætte på Silmido, men omvendt sætter den ikke nye standarder. Billedsiden er nydelig, men også lidt anonym. Actionscenerne er vellavede, men ikke nyskabende. Rollerne er besat af solide kræfter som Sol Kyung-gu (Oasis, 2002), Ahn Sung-ki (Musa The Warrior, 2001) og Hur Joon-ho (Volcano High, 2001), men alle er set bedre i andre film. Og sådan er det hele vejen igennem. Silmido er såmænd også underholdende nok, men resultatet er og bliver en film, som kunne være blevet så meget mere interessant, hvis folkene bag den havde haft modet til at lave andet end en ramasjang-strimmel. Den film havde måske ikke lokket 11 millioner koreanere i biografen, men det havde i det mindste været én, der havde været værd at huske.