some

Som et gådefuldt miks af Bad Boys (1995), Memento (2000) og The Eye (2002) udforsker den koreanske politi-thriller Some udtrykket "som en film der kører forbi nethinden". Ligeledes indgår fænomenet deja-vu - den mystiske, uvirkelige følelse af noget, man har været igennem tidligere. Instruktøren af Tell Me Something (1999), Chang Yoon-hyun, baserer dette på et ubehjælpsomt kliché-fundament.

Det ene øjeblik ligger en kvinde med blodstænk i ansigtet og gisper efter vejret. Det næste øjeblik overværer man en psykedelisk turbo-tilbagespoling i tiden til samme kvinde, trafikmeldingsreporteren Seo Yu-jin (Song Ji-hyo), midt i flytterod. En skummelt udseende person ringer på døren og afleverer en digital genstand med de vildledende ord: »Den er vigtig. Sørg for, at han får den«. Pludselig følger vi den popsmarte kriminalbetjent Kang Seong-ju (Ko Soo) i en biljagt efter selvsamme mand, der viser sig at være medlem af en bande. En gruppe gangstere lugter færten af noget stort under opsejling, og begynder at chikanere en ungdomsbande for information. Yu-jin befinder sig midt i de to lejre med genstanden, som hun bare vil af med til den rette person. Hun føler sig samtidig jagtet, og havner i hænderne på Seong-ju som vidne.

Filmens deja-vu-koncept redder handlingen fra at fremstå som en vanlig filmoplevelse i genren. Yu-jins evne til at forudse begivenheder i glimt, resulterer i at ens logiske forudanelse af historiens udvikling bliver sat på en overraskende prøve. Fordi hun synes at have oplevet handlingens dag før, oplever man nærmest et parallelt sideforløb i flere versioner end det reelle. Allerede fra begyndelsen ved man, at noget får en ulykkelig udgang. Derfor er der rigtig god grobund, for at sætte sig ind i Yu-jis motivation til blandt andet at sikre en lykkelig udvikling af hendes uudtalte kærlighedsromance med Seong-ju.

Et charmerende udspil kan opleves i en scene, hvor Song Ji-hyo (Wishing Stairs, 2003) ledsages i bil af skuespillerdebutanten Ko Soo. Hun kan ikke nå på arbejde i tide, og ser sig derfor nødt til at gå i luften i radioen med en trafikmelding fra sin mobiltelefon. Et ærligt og elegant afsæt til filmens direkte skildring af sin tids højteknologiske kommunikationssamfund. Meget af handlingen underbygges med en konsekvent brug af teknik igennem sporing af mobiltelefoner, hacking, billedmanipulering og MP3-afspillerens dataopbevaring og diktafon. Det vil sikkert forvirre nogle, men givetvis glæde enhver ynder af elektronisk lir.

Some er en politifilm, så man slipper ikke for dramatiske actionscener - fra biljagt til motorcykel- kamikaze ind i et slagsmål mellem gangster versus ungdomsbande versus politi, og videre til bilflugt - der alle forplanter spænding i maven. Selvom brug af computergrafik er tydelig ved biluheldene, er scenerne så spontant udførte og drønheftige, at enkelte tilbagespolinger virker påkrævet. Ét blink med øjet kan medføre en overset detalje.

Når man ser Some for første gang, føler man sig anbragt i et puslespil af tidsbestemte begivenheder, der ønskes afklaret. Det er som at sidde fast i et edderkoppespind, man nytteløst prøver at komme fri af. Sådan knager ens tanker i begyndelsen, for at finde hoved og hale på handlingen. Endnu mere forvirring tilføres via et lidt ligegyldigt sidespor med en dømt, selvmorderisk politichef. For at komme ind på livet af Some skulle jeg give mig hen til filmens sælsomme natur. Man er tilbøjelig til at tænke "hvornår får jeg svar". Nogle gange udfoldes filmen i et tempo, der sagtens kunne gå hurtigere. Andre gange med irriterende, påklistrede flashbacks af den kvindelige hovedpersons evne til at forudse dele af handlingen. Men filmen hviler i sig selv på en uimodståelig, afslappet måde. Lader man sig lulle ind i dens favn, kører spændingen på frihjul alle 118 minutter igennem. Et surrealistisk mysterium, som både overholder kriminalfilmens konventioner, men også tilfører den frisk blod.