wishing stairs

Med Wishing Stairs er der dømt alle gode gange tre i den koreanske pigeskole-gyserserie, der også tæller Whispering Corridors (1998) og Memento Mori (1999). Igen er rammen en pigeskole, og ligesom i forgængerne er det ikke noget hyggeligt sted at opholde sig. Alt ånder ellers idyl i begyndelsen mellem bedste-veninderne Jin-sung og So-hee, som begge går på skolens ballethold. Faktisk er deres venskab så tæt, at det bringer mindelser om det lesbiske forhold i Memento Mori, men det er dog ikke så åbenlyst beskrevet i dette tilfælde. Idyllen brydes, da der udskrives en konkurrence om en plads på en russisk balletskole. So-hee er lærerens favorit, og jalousien får snart overtaget hos Jin-sung, der kort efter træffer en skæbnesvanger beslutning.

Ved siden af skolen ligger en trappe med 28 trin, som ifølge myten opfylder ønsker i særlige tilfælde. Jin-sung tager turen op ad trappen, efter at hun har mødt skolens tykke elev, Hae-ju, som er begyndt at tabe sig oven på en lignende færd. Begge piger får deres ønsker opfyldt - og mere til. For selvfølgelig er der en pris, og det får pigerne at mærke på hver deres måde. Jin-sung vinder den eftertragtede plads på balletskolen, men kun fordi So-hee kommer slemt til skade og siden begår selvmord. Hae-ju bliver heller ikke lykkeligere af sit vægttab og begynder snart at opføre sig som om, at So-hees ånd har besat hende.

Whispering Corridors og Memento Mori var habile, men vidt forskellige gysere, som begge led under en lidt for ujævn tone. Det samme gælder for Wishing Stairs, der må betegnes som det svageste indslag i serien. Hvor forgængerne tog udgangspunkt i vægtige tabu-emner som lærervold og homoseksualitet, minder seriens tredje indslag mere om et udvidet Twilight Zone-afsnit med sin Faust-lignende historie. Det gør filmen til en noget mere overfladisk oplevelse i forhold til Whispering Corridors og Memento Mori, der begge formåede at levere et par følelsesmæssige knytnæveslag undervejs.

Det største problem ved Wishing Stairs er dog, at den er kedeligt fortalt og ikke speciel uhyggelig. Den første time slæber sig afsted, og det gøres ikke bedre af, at ingen af hovedpersonerne fremstår som videre sympatiske. Song Ji-hyo (Some, 2004) kæmper bravt for at gøre Jin-sung interessant, men svigtes af manuskriptet, der lader hende skifte følelser over for sin veninde, nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Godt nok er grænsen mellem had og kærlighed tynd, men i dette tilfælde sker forandringen for hurtigt til at virke troværdig. Endnu værre er det med An Jo (Sorum, 2001) i rollen som den tykke pige, der er en anden af Wishing Stairs helt store svagheder. Lad gå med at hun i starten render rundt i en fed-dragt og er kikset sminket a la Eddie Murphy i The Nutty Professor (1996), men An Jo spiller samtidig som om, hun er med i en helt anden film end resten af de medvirkende. Derfor får hendes figur aldrig den tragiske dimension, som historien lægger op til, fordi hun simpelthen gør Hae-ju dummere, end hun egentlig bør være.

Det er først mod slutningen, at Wishing Stairs begynder at vise lidt tænder, men de er ikke nær så skarpe, som man kunne ønske sig. Hver gang uhyggen er ved at indfinde sig, ødelægges stemningen af klichéer som "bleg, langhåret spøgelsespige kravler ud fra et skab". Det er synd, for undervejs viser den debuterende instruktør Yun Jae-yeon i glimt, at hun kan lave effektive scener, men i forhold til Whispering Corridors og Memento Mori er de for få og for usammenhængende. Trods det pauvre resultat blev Wishing Stairs en pæn succes i sit hjemland, så det kan ikke udelukkes, at der også kommer en fjerde film i serien. Herfra skal dog lyde et fromt ønske om, at der snart må blive ringet ud til sidste skoledag.