the duel

Fem minutter inde i The Duel afsluttes en sværdduel ved, at den ene part roterer rundt med lynets hast og dermed forvandler sig til en dødbringende snebold, der har sværd stikkende ud som et sammenrullet pindsvin. De lunkne computergenererede effekter får det til at se endnu mere fjollet og kikset ud, end det lyder. Fem minutter inde i The Duel er man klar over, at intet i denne forsøgsvis charmerende kung fu-komedie kan tages alvorligt.

Simon Snestorm (Ekin Cheng, Leave Me Alone, 2004) og Yip Ku-Sing (Andy Lau, House Of Flying Daggers, 2004) er de to sejeste krigere i en fantasifuld udgave af fortidens Kina. Af mindre åbenlyse årsager skal de duellere mod hinanden på taget af Den Forbudte By. Det er en duel alle vil se, men der er kun plads til otte tilskuere. Kejserens hemmelige agent, Drage 9 (Nick Cheung, Breaking News, 2004), får til opgave at udvælge de værdige. Samtidig skal han forsøge at opklare en række mystiske mord, der måske er begået af en af duellanterne.

Historien i The Duel giver ikke meget mening. Der er ingen fornuftig struktur eller progression i begivenhederne, der nærmest bare er tidsudtrækning fra duellen annonceres, til den udkæmpes på antiklimatisk vis. Man kunne formode, at oplægget bare var en undskyldning for en masse store, spektakulære kung fu-kampe, og kæmpet bliver der, men det er ikke særlig omfangsrigt eller bemærkelsesværdigt. De få og korte kampe er dyppet så dybt i bøtten med computereffekter, at enhver rigtig kampkunst er blevet overmalet. Meningen har formentligt været at gøre det sjovt og tegnefilmagtigt, men resultatet er oftest uengagerende.

Det meste af den resterende spilletid bruges på at udpensle de tre hovedpersoners forhold til deres respektive udkårne. Ingen af disse forhold fungerer, og kan til tider være en prøvelse at overvære, fordi kvinderne enten fremstår totalt anonyme eller hysterisk irriterende. Da det hele mod slutningen skal forestille at være seriøst og dramatisk, går det helt galt.

For hovedparten er The Duel en fuldstændig fjollet og forvrøvlet film, hvor alt overspilles voldsomt - det er lige inden figurerne går i super-deform-mode, som de ville gøre i en manga. Den slags fjollede film går ofte på en tynd line mellem det meget charmerende og endnu mere irriterende. Hvad der kunne have været underholdende, bliver i dette tilfælde trættende, fordi der ikke er den nødvendige balance. The Duel er sådan en film, man gerne skulle have siddet og smilet overbærende til, men i stedet rynker man for tit irriteret, og ser frem mod rulleteksterne.