eiga |
| |||||||||||||||||||||||||||||||
one nite in mongkok(wangjiao heiye)
| ||||||||||||||||||||||||||||||||
» Se slideshow... |
»The person you want is never around. The one you don't want to see keep turning up like a bad penny. It is fate.«
Hongkong-filmtitler har altid været præget af en vis opfindsomhed. Ordspil og omskrivninger af engelske ord og sætninger, som for eksempel Infernal Affairs (2003) og Men Suddenly In Black (2003), har præget Hongkong-filmindustrien i årtier. Fra sidst i firserne og op gennem halvfemserne stod en lille undergenre af gangsterdramaer i spidsen for nogle af de mest kreative titler - og samtidig nogle af genrens bedste film.
To eksempler på dette, som ligger langt fra Hongkongs talrige, strømlinede actionfilm a la Hard Boiled (1992), er To Live And Die In Tsim Sha Tsui (1994) og As Tears Goes By (1988), der begge blander film noir-stil med Romeo & Julie-historier. En hårfin balance mellem hårdkogt realisme og melodrama, hvor den stilistiske action er udskiftet med barske slagsmål, personerne får blå mærker og et enkelt pistolskud er dødbringende. De samme handlingsingredienser gør sig gældende i One Nite In Mongkok (ordspil af One Night In Bangkok), der markerer gangstergenrens tilbagevenden til Romeo & Julie-skabelonen. En fortælling fyldt med moralske dilemmaer, mens kærligheden kæmper en ulige kamp under storbyjunglens nattehimmel. Mongkok er blandt verdens mest overbefolkede byområder, hvor udbredt fattigdom, illegale emigranter og kriminalitet danner den perfekte baggrund for endnu en stilsikker genrefilm, som Hongkong har sin helt egen udgave af. Filmen starter med et banalt opgør mellem to gadesælgere, der eskalerer til et opgør mellem to gangsterfamilier, hvoraf den ene hyrer en lejemorder til at hævne et dødsfald relateret til opgøret. Lai Fu (Daniel Wu) er den unge lejemorder, som slår ventetiden ihjel med at lære den kønne prostituerede Dan Dan (Cecilia Cheung) at kende. De stammer begge fra den samme fattige landsby i Kina og et indforstået venskab knyttes hurtigt imellem dem. Da Lai redder hende fra en voldelig alfons, stikker de derfor af sammen - med både loven og de lovløse i hælene. Skiftevis følger man politiets kamp mod tiden, for at fange lejemorderen og Lais forsøg på at hjælpe Dan Dan. Hun virker i starten mest interesseret i hans penge, mens han holder sin egentlige opgave hemmelig for hende. Hans kontante sans for retfærdighed leder dog hele tiden politiet på sporet. Lovens håndhævere kæmper i forvejen med et hold uoplagte betjente, der skal arbejde på en højhellig juleaften. Da en skydeglad betjent fra samme hold dræber en tilsyneladende uskyldig småforbryder, tilspidses situationen yderligere. Det er ikke originalitet, men derimod skuespillerne og instruktøren (Derek Yee), som også har skrevet manuskriptet, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Skuespillernes troværdige roller samt instruktørens evne til at holde spændingen på trods af handlingens mange klichéer. Med hovedrollerne besat af henholdsvis popstjerne og skuespillerinde Cecilia Cheung (Honesty, 2003) og hjerteknuseren Daniel Wu (New Police Story, 2004) kunne man sagtens forvente et pladdersentimentalt melodrama. De fremstår dog begge i sympatiske figurroller, der mod alle odds forsøger at undslippe den håbløse skæbne, som livet har tildelt dem. Den garvede skuespiller Alex Fong (Explosive City, 2004), tilfører, i rollen som den erfarne politibetjent, en hel del ekstra tyngde med sit fremragende skuespil. Romeo & Julie-tragedien er næsten givet på forhånd, og det virker ikke, som om instruktøren har haft nogen intentioner om en lykkelig slutning. Overraskelserne ligger derimod i de små detaljer og det gode skuespil. Man føler sig godt underholdt på trods af den rå og ubarmhjertige tone. One Nite In Mongkok er sin genre bevidst og leverer alle konventionerne som perler på en snor, men ikke nødvendigvis i den forventede rækkefølge. Modsat så mange andre af tidens populære Hongkong-film, fortjener filmen al den rosende foromtale, den har fået. per sørensen, 28. januar 2005
|
|
billeder / pictures © copyright universe 2004
© copyright eiga 2004-2014 : alle rettigheder forbeholdes |