2009 lost memories

26. oktober 1909: Den tidligere japanske premierminister, Ito Hirobumi, myrdes ved et attentat af en koreansk nationalist. Men hvad nu hvis attentatet var mislykkedes? Hvad ville det have fået af konsekvenser for koreanerne? Ifølge actionfilmen 2009 Lost Memories havde følgerne været, at Korea slet ikke havde eksisteret som selvstændig nation. Hen over forteksterne vises en alternativ verdenshistorie, hvori Japan deltager i 2. verdenskrig på de allieredes side, og atombomberne falder over Berlin frem for Hiroshima og Nagasaki. Det er også en verden, hvor Japan arrangerer OL i 1988 og er ene-vært for VM i fodbold i 2002. Der er med andre ord nok at gyse over, set med et koreansk publikums øjne.

Det største chok kommer dog, da idolet Jang Dong-gun - kendt fra Friend (2001) og Brotherhood (2004) - åbner munden i sin første scene og taler japansk. Jang Dong-gun spiller agenten Sakamoto fra Japanese Bureau Investigation, og trods sit japansk-klingende navn er han af koreansk afstamning. Det forhindrer ham nu ikke i at skyde et ledende medlem af selvstændighedsbevægelsen Hureisenjin i filmens hæsblæsende indledning, hvor åbningen af en udstilling med koreanske kunstgenstande ender i et gidseldrama. Først da Sakamoto begynder at bore i forbindelsen mellem Hureisenjin og den mystiske fond, der stod bag udstillingen, bliver hans etniske baggrund brugt imod ham. Pludselig må han se sig anklaget for mord og bliver jaget af sine kolleger i JBI. I spidsen for jagten står hans makker og bedste ven, Saigo, som på den ene side ved, at Sakamoto er uskyldig, men omvendt har sine egne motiver til at forhindre sagens opklaring.

Den spændende tanke om et Korea, der er forblevet en japansk koloni, bruges i 2009 Lost Memories blot som et interessant bagtæppe til en god gang ramasjang. Det er der på sin vis ikke noget galt i, da filmen er ganske underholdende, men prisen er, at logikken halter gevaldigt undervejs, og at personkarakteristikken ikke just kan betegnes som værende nuanceret. Hovedpersonen selv er den sædvanligt traumatiserede politibetjent med den dunkle fortid, mens stort set samtlige af filmens japanere skildres så negativt, at det er et under, man har kunnet få japanske skuespillere til at medvirke. Kun Saigo, spillet af Toru Nakamura (Tokyo Raiders, 2000), tildeles forsonende træk, selv om hans sindelag skifter lidt for pludseligt. Alligevel forstår man ham, efter at han sammen med seeren bliver præsenteret for sagens rette sammenhæng to-tredjedel inde i filmen - en afsløring der i øvrigt flytter 2009 Lost Memories over i en helt anden genre.

Visuelt set er 2009 Lost Memories et imponerende udstyrsstykke, men den er også et eksempel på, hvad der sker, når en instruktør har set for mange John Woo-film. Ikke så meget hvad angår action-scenerne, der mere er i familie med Shiri (1998), hvilket vil sige, at de er hektiske og intense, men mangler Woos elegance. I stedet gør instruktøren, Lee Si-myung, sig skyldig i en overdreven brug af slowmotion, der kan være ganske effektivt, når det handler om at understrege en pointe. Effekten mindskes dog en del, når den som her benyttes i anslået tre fjerdedele af scenerne.

2009 Lost Memories har sine fejl og mangler, men alligevel er det ikke svært at føle sig godt underholdt af den. Det kan end ikke en spilletid på over to timer forhindre, da handlingen afbrydes af en heftig actionsekvens, hver gang kedsomheden truer med at indfinde sig. Men denne nærmest automatlignende reaktion er desværre også med til at fjerne fokus fra det interessante udgangspunkt. Klimakset er til gengæld et virtuost mesterstykke og tangerer indledningen i opfindsom udførelse, og man tager sig i at ønske, at det havde smittet lidt mere af på resten af filmen. 2009 Lost Memories bliver derfor en film, man kan lide på trods af, snarere end på grund af.