nightmare

Et eller andet sted må man tage hatten af for den koreanske instruktør Ahn Byung-ki. Her er en mand, som ikke lægger skjul på sin forkærlighed for gysergenren - modsat flere af hans kolleger, der mere bruger den som et springbræt videre i karrieren. Hos Ahn finder man ingen post-moderne ironi og ingen prætentioner om at ville andet end at give publikum et godt gys. Det betyder, at hans film føles mere ærlige end for eksempel "kunst-gysere" som The Uninvited (2003) og Acacia (2003), der begge forsøger at eksperimentere med genren, men i stedet ender med at virke langtrukne og fortænkte. Det er på én gang hans styrke og hans svaghed, for omvendt finder man heller ikke den eventyrlyst og originalitet, der præger en film som A Tale Of Two Sisters (2003).

Ahn Byung-kis debut fra 2000, Nightmare, er sådan set et meget godt eksempel på ovennævnte karakteristik. Det er en ungdomsgyser, modelleret efter I Know What You Did Last Summer (1997) tilsat et stænk Carrie (1976) og lidt J-horror a la Ring (1998). Seks venner plages af mindet om et selvmord, der skete i deres midte, mens de gik på samme skole. To år senere vender en af dem hjem fra USA og fortæller, at hun hjemsøges af syner med den afdøde pige, Kyung-ah (Ha Ji-won, Phone, 2002). De andre afviser i første omgang hendes påstande som galemandssnak, men kort efter begynder de ligeledes at komme ud for mærkelige hændelser, og snart sker det første dødsfald i gruppen.

Den slags historier er set adskillige gange før, og Ahn Byung-ki føjer intet nyt til teen slasher-genren. Vennegruppen indeholder for eksempel alle arketyperne: den arrogante leder, den snobbede bitch, sportsidioten (Yu Ji-tae, Oldboy, 2003), den hjernetomme model, spøgefuglen og så videre. De er også lige usympatiske, bortset fra den ene person, som selvfølgelig er filmens heltinde, spillet af Kim Gyu-ri fra Whispering Corridors (1998) og Ahn Byung-Kis Bunshinsaba (2004). Nightmare er med andre ord en slasher lige efter bogen og er på den led tilfredsstillende nok. Den er mildt underholdende, og den byder også på enkelte gode choksekvenser samt passende mængder blod.

Desværre kører Nightmare helt af sporet mod slutningen, hvor Ahn Byung-ki begår flere store fejl. Den største sker i forbindelse med en nøglescene, der skal forestille at være filmet med flere videokameraer, idet én af vennerne er videonørd. Men selv med den forklaring i baghovedet indeholder sekvensen alt for mange kameraindstillinger til, at det skulle kunne lade sig gøre, hvilket spolerer fuldstændigt illusionen. Troværdigheden får endnu et skud for boven under klimakset, hvor skurken overspiller på det grusomste, og det gør det selvfølgelig ikke bedre, at afsløringen af vedkommende ikke kommer som den store overraskelse.

Ahn Byung-ki kan heller ikke nære sig for at give handlingen en sidste drejning - et træk der også går igen i hans øvrige film. I dette tilfælde er "overraskelsen" ikke helt ude i skoven, men man tager sig i at ønske, at instruktøren ikke partout fandt det nødvendigt at leve op til samtlige af gysergenrens konventioner. At han kan gøre det bedre, demonstrerede han med sin næste film, Phone (2002).