bad guy

Koreanernes forhold til instruktøren Kim Ki-duk kan bedst sammenlignes med det, danskerne havde til Lars von Trier, før han lavede tv-serien Riget (1994): en instruktør, der står bag "underlige" film, som ses af et fåtal i hjemlandet, men omvendt får masser af opmærksomhed i udlandet og er fast deltager på de store filmfestivaler. Bad Guy er i den sammenhæng det nærmeste, Kim Ki-duk er kommet på at lave en Riget. Omend der langt fra var tale om et folkeligt gennembrud, var det dog den første af hans film, der blev set af et nogenlunde talstærkt publikum i Korea. Men det var åbenbart en enlig svale, for trods masser af priser til for eksempel Tomme Huse (3-Iron, 2004) og Samaritan Girl (2004), har ingen af hans senere film opnået den samme succes - lidt i stil med Lars von Triers senere værker.

Kim Ki-duk har ligeledes det til fælles med Lars von Trier, at deres film er blevet beskyldt for at være kvindefjendske. Hos danskeren skyldes det, at de kvindelige hovedpersoner tit indtager offerrollen, mens Kim Ki-duk får hug, fordi kvinderne i hans film typisk optræder som ludere. Hvis man skriver under på den kritik, er Bad Guy nok den titel i Kims katalog, der vil virke som den største røde klud, set fra en feministisk synsvinkel. Historien går i al sin provokerende enkelthed ud på, at en småforbryder får øje på en smuk, kvindelig studerende på gaden. Spontant går han hen og kysser hende, blot for at blive afvist og spyttet på. Ydmyget beslutter han sig for at tage hævn over pigen, ved at smadre hendes trygge tilværelse og lokke hende ud i et liv med prostitution. Den plan lykkes over al forventning.

Det virkelig kontroversielle ved Bad Guy er dog, at pigen opdager, hvordan det hele hænger sammen, og vælger at blive hos småforbryderen, som nu er hendes alfons. Det er omkring her, at man priser sig lykkelig for, at man ikke ser filmen sammen med Dansk Kvindesamfunds bestyrelse. Men det er heller ikke til at komme uden om, at det er i denne fase, Bad Guy begynder at miste voldsomt meget af den troværdighed, filmen trods alt indleder med at have. Helt galt går det i slutningen, omend den sådan set er konsekvent nok i forhold til handlingen. Kim Ki-duk er på det punkt altid mand for at følge sine films indre logik helt til dørs, men i dette tilfælde efterlader det også en ubehagelig bismag af mandschauvinistisk ønsketænkning.

Når man alligevel ikke kan afskrive Bad Guy helt på den baggrund, skyldes det at filmen indeholder mange af de styrker, som Kim Ki-duk også er kendt for. Der er de fascinerende billeder, den pludselige vold, det konstante skakspil mellem kønnene, det intense skuespil og de få replikker. Denne gang er det den mandlige hovedperson (Jo Je-hyun, Sword In The Moon, 2003), som må klare sig med en stort set dialogløs rolle, i stil med kvinden i The Isle (2000). Bad Guy udmærker sig også ved et andet Kim Ki-duk-særtræk: brugen af udenlandske sange, som er med til at forstærke den atmosfære af ubalance, der hviler over filmen. Den primære sang er på italiensk - "I Tuoi Fiori" med Etta Scollo - men hen over rulleteksterne høres pludselig noget, der lyder umiskendeligt som svensk! Og ganske rigtigt, det er salmen "Blott en dag", sunget af Melodi Grand Prix-sangerinden Carola Häggkvist. Hvem andre end Kim Ki-duk...