phone

Phone bliver sine steder beskrevet som et koreansk Ring (1998)-plagiat, hvor det forheksede videobånd er udskiftet med en mobiltelefon. Det skyldes til dels måden, filmen bliver markedsført på, blandt andet herhjemme, men sammenligningen er ikke helt retfærdig. Takashi Miikes Mistet Opkald (One Missed Call, 2003) er i hvert fald en langt mere oplagt kandidat end Phone på det område. Begge har dog det til fælles, at de på hver sin måde er vellykkede, små gyserperler, der fuldt ud opfylder deres mission: at få publikum til at tænke sig om en ekstra gang, når deres mobiltelefoner ringer.

Phones lidt dårlige ry kan også hænge sammen med, at den er instrueret af Ahn Byung-ki - en mand, der er kendt for at kunne sin gysergenre til fingerspidserne, men sjældent har noget nyt at føje til den. I første halvdel af filmen er der heller intet, der tyder på, at dette er andet end en Nokia-udgave af Ring, man er vidne til. En kvindelig journalist begynder at modtage trusler efter at have skrevet en række afslørende artikler. Hun skifter derfor mobiltelefon, men der er noget mærkeligt ved det nye nummer. Det står for alvor klart, da hendes venindes lille datter en dag besvarer telefonen. Pigen begynder nemlig at opføre sig som om, nogen eller noget har besat hende.

Klichéerne står mildest sagt i kø i Phones indledning, der nærmest kan bruges som en opremsning af alle kendetegnene ved asiatiske gysere: piger med langt hår, dårligt fungerende elevatorer, uhyggelige syner i spejle, hår der kommer ud af vandhaner og så videre. Men netop som man er ved at have fået nok, kommer der en afsløring, som sætter alt i et helt nyt perspektiv. Man har knapt nok nået at fordøje oplysningen, før Ahn Byung-ki har linet endnu en overraskelse op. Og sådan fortsætter det. Phone kan muligvis klandres for at indeholde lidt for mange drejninger i slutfasen, men hovedparten af dem virker faktisk efter hensigten og gør filmen en hel del mere uforudsigelig end forventet.

Ahn Byung-kis debut, Nightmare (2000), led blandt andet under, at skuespillet ikke var af højeste standard. Det er ikke tilfældet i Phone, hvor skuespillerne er en medvirkende faktor til, at filmen fungerer så godt, som den gør. En af de "overlevende" fra Nightmare er Ha Ji-won, som er blevet opgraderet fra at være den, der skræmte livet af de øvrige medvirkende, til at være den som selv bliver skræmt i hovedrollen. Som hendes veninde ses Kim Yu-mi (The Doll Master, 2004), og selv om begge leverer fine præstationer, overskygges de dog af lille Eun Suh-woo, der spiller datteren. Det er især i scenerne med hende, at Phone finder sin virkelige uhygge - ikke mindst da hun over for sin far begynder at give udtryk for en kærlighed, der er lidt for voksen til hendes alder. Mage til uhyggelig unge skal man helt tilbage til Eksorcisten (1973) eller Tegnet (1976) for at finde. Og hvis nogen tænker på den lille dreng fra Ju-On: The Grudge (2003) er der kun at sige: Han er for det meste tavs. Det er den lille pige ikke. Så langt fra.