nowhere to hide

Nowhere To Hide er en film, der ikke burde fungere. Dens handling er papirstynd og kan groft sagt opsummeres i sætningen: "ihærdig kriminalbetjent jagter morder" - andet sker der faktisk ikke. Persongalleriet har heller ikke den store dybde og består af de sædvanlige arketyper såsom helten, skurken, heltens makker og skurkens veninde. Kursen virker med andre ord sat direkte mod kassen med dusinvarer af den slags film, de fleste af os har set alt for mange af i årenes løb. Og alligevel formår Nowhere To Hide på forunderlig vis at være en af de mest særegne og originale actionthrillere, man nogensinde har set.

Den bedste måde at beskrive Nowhere To Hide på er, at det er en actionfilm, som nærmest er renset for alle de elementer, der plejer at adskille de gode titler fra den grå mængde. Med andre ord: forestil dig en actionfilm, hvor det eneste, der er tilbage, er overvågningsscenerne, afhøringerne, slagsmålene og jagterne i bil eller til fods, efter at alt andet er klippet fra. Normalt ville det være et dårligt tegn, men i dette tilfælde virker det til filmens fordel, fordi der er tale om et fuldstændig bevidst fravalg. Instruktøren af Nowhere To Hide, Lee Myung-se, koncentrerer sig nemlig i stedet fuldt ud om dynamikken og bevægelserne i actionsekvenserne, og han får dermed flyttet fokus væk fra selve handlingen. Undervejs benytter han sig af alskens tekniske tricks, så hver scene får sit eget præg og virker som en lille historie i sig selv.

Det starter med et forrygende slagsmål, der udelukkende fungerer som præsentation af hovedpersonen Woo (Park Joon-hoon) og hans kolleger. Indledningen er i sort/hvid, men i takt med at politifolkene får delt øretæver ud til en bande forbrydere, skiftes der til farver. Næste scene er mordet, der sætter den egentlige handling i gang. Scenen udspiller sig på en baggrund af silende regn og gule efterårsblade til tonerne af det gamle Bee Gees-nummer "Holiday", og sådan fortsætter det. Blandt andet med et slagsmål, der udvikler sig til en vals, og en jagt til fods, der må høre til blandt filmhistoriens længste løbescener. Nowhere To Hides største triumf er dog det afsluttende opgør mellem helten og skurken, der udspiller sig i slow motion, mens regnen tonser ned, og lyset i baggrunden umærkeligt skifter fra nat til dag. Scenen virker i øvrigt til at have inspireret Wachowski-brødrene temmelig kraftigt, da de skulle lave slutduellen mellem Neo og Mr. Smith i Matrix Revolutions (2003).

Nowhere To Hide kan sagtens ses som et forsøg på at dekonstruere actiongenren, og resultatet kunne nemt være endt som en hul og dybt prætentiøs film. Lee Myung-se er dog for stilsikker en instruktør til, at han lader det ske, og desuden sørger han for, at det hele ikke bliver alt for alvorligt ved at indsprøjte en god dosis humor i manuskriptet. På den konto får han god hjælp af sine skuespillere - ikke mindst hovedrolleindehaveren Park Joon-hoon, der sætter filmens tone med sin stædige og ukonventionelle detektiv, som mest af alt minder om en kloning mellem Popeye Doyle fra The French Connection (1971) og Gårdmand Bjørn. Som hans modstander ses veteranen Ahn Sung-ki (Silmido, 2003), mens Jang Dong-gun spiller hovedpersonens makker i en af sine tidlige roller, inden han gik videre til storfilm som Friend (2001) og Brotherhood (2004).

Om Nowhere To Hide er en actionfilm forklædt som avantgarde eller omvendt, er et åbent spørgsmål. Men det virker til at være noget, som koreanerne excellerer i, for den nærmeste slægtning til Nowhere To Hide er den ligeledes koreanske Resurrection Of The Little Match Girl (2002). Men trods flere lighedspunkter - en flot, visuel stil og en sympatisk lyst til at eksperimentere med actiongenren - er der også stor forskel på de to film. For eksempel fremstår Nowhere To Hide som en mere ærlig og mindre kunstig fortælling i forhold til sin overambitiøse kusine, og dens actionsekvenser er flottere iscenesat. Nowhere To Hide vil bestemt ikke være noget for alle, og folk, som forventer en traditionel asiatisk thriller med masser af cool action a la John Woo, vil blive skuffet. Action får de såmænd masser af, og den ser også cool ud, men stilen og måden, historien bliver fortalt på, er helt klart kun for de allermest eventyrlystne.