kim ki-duk i cinemateket: interview

click here for the english version

Det var med spænding, at jeg så frem til pressemødet i Cinemateket med en af koreansk films mest markante instruktører. Kim Ki-duk nyder stor anerkendelse i Europa, og han er de seneste fire år blevet en regulær festival-darling ved for eksempel Natfilm-festivalen. Film som The Isle (2000) og Bad Guy (2002) har fået filmfolk over det meste af verden til at interessere sig for koreansk film i almindelighed og Kim Ki-duks produktioner i særdeleshed.

En stille tirsdag formiddag var vi fem journalister, der dukkede op for at møde instruktøren og forhåbentlig få ny indsigt i hans værker. Inde i lokalet var der borde i hesteskoform og for enden sad Kim Ki-duk. Han så meget ung ud i en afslappet t-shirt, kasket og baggy pants. Han udstrålede ro og en venlig, uformel imødekommenhed, der fik hele begivenheden til mere at ligne en hyggesludder på en café end et officielt pressemøde.

Eiga: Hvorfor valgte du at danne dit eget produktionsselskab (Kim Ki-Duk Film)?

Kim Ki-duk: Jeg følte mig efterhånden presset til at dreje mine film i en bestemt retning, som jeg ikke ville eller kunne stå inde for rent kunstnerisk. Mine film er ikke store kassesucceser, og det ville selskabet LJ Film gerne lave om på. De kom med forskellige forslag om for eksempel at bruge berømte skuespillere til rollerne, men det passer ikke til den slags film, jeg laver. Med mit eget selskab har jeg fuld kunstnerisk frihed og behøver ikke at gå på kompromis. Det er også en fordel at have kontrol med økonomien, for så tjener jeg mere (ler). Men jeg er jo så selvfølgelig nødt til selv at finde nogle, der vil finansiere mig. The Bow (2005) og Tomme Huse (3-Iron/Bin-Jip, 2004) er begge lavet for japanske penge. Men altså, den vigtigste grund til, at jeg startede eget produktionsselskab var, at jeg ønskede mere kunstnerisk frihed.

Eiga: Hvor er koreansk film på vej hen nu? Ser du nogle bestemte tendenser eller strømninger i øjeblikket?

Kim Ki-duk: Tjaa, det ved jeg ikke rigtig, om der er. Lige for tiden er der en del opmærksomhed omkring koreansk film, men jeg tror egentlig bare, det er fordi det ligesom går på omgang (ler). Først var alle interesserede i Hongkong, så blev det Japans tur, og nu er det Korea. Til næste år er det måske Thailand. Mine egne film er ikke særlig populære i Korea. Der var kun 30.000, der så Tomme Huse. Den film gik meget bedre i Europa og Canada. De fleste koreanere forstår ikke mine film, heller ikke anmelderne. De synes enten, de er dårlige eller bare ligegyldige. Måske har de ret (ler). Jeg har ikke selv nogen mening om, hvorvidt mine film er gode eller dårlige. De er en slags snapshots af mit indre, noget jeg laver med følelserne og hjertet, og det er den eneste måde, jeg kan lave film på. Forresten er jeg blevet blidere med årene. Jeg var meget vred, da jeg lavede mine første film (ler). Nu er jeg mere interesseret i at forstå folk og deres grunde til at handle som de gør og tilgive dem. Det kan godt resultere i nogle skræmmende temaer, men det kan ikke undgås, når man beskæftiger sig med folks sjæleliv.

Eiga: Du siger selv, at dine film er mere populære i udlandet end hjemme i Korea? Hvordan kan det være?

Kim Ki-duk: Jeg tror mange koreanere har svært ved at forstå mine film. Måske fordi de mere hælder sig op ad en europæisk filmtradition end en asiatisk. Hele Sydøstasien har en anden baggrund og kultur end Europa, og det kan godt være svært at forstå hinandens udtryk. Jeg synes ikke, film skal moralisere, og derfor er tingene aldrig helt enkle og ligetil i mine egne. Sort og hvid er den samme farve, forstår I? Der er ikke nogle absolutter. Intet er kun godt eller kun ondt. Et menneske der handler ondt i én situation handler måske meget kærligt og godt i en anden. Alle indeholder disse to elementer, og derfor svinger personerne i mine film også mellem ondt og godt. Sommetider skifter farverne plads, så hvidt bliver sort og sort bliver hvidt. Noget der er godt kan sagtens indeholde dårlige ting og omvendt. Jeg forsøger at vise personerne og deres følelser så objektivt som muligt. Jeg tager ikke stilling til, om de er onde eller gode. Måske forvirrer denne dobbelthed nogle gange. Så må jeg jo blive bedre til at udtrykke mig (ler).

Eiga: Hvad inspirerer dig?

Kim Ki-duk: Før jeg selv begyndte at lave film, så jeg ikke særlig mange film. Men jeg kan vældig godt lide den østrigske instruktør Michael Haneke (Funny Games, La Pianiste), og Lars Von Trier kan også være med til at sætte nogle tanker i gang. Ellers bliver jeg mest inspireret af ting, der sker i mit liv eller i andres liv. Jeg bruger også min kulturelle baggrund. Selvom jeg selv er kristen, er min kulturelle rod jo i Korea, og det er et buddhistisk land, så den buddhistiske filosofi og tankegang har helt sikkert også indflydelse på mine film. Det hænger nok igen sammen med, at godt og ondt er ens, eller rettere, at det er to sider af samme sag. Jeg forsøger at udtrykke disse ting i mine film på forskellige måder.

Når der er så lidt dialog i for eksempel The Isle, så er det fordi jeg ikke ønsker at blande mig i publikums meninger om filmen. De kan så selv fylde den manglende dialog på eller tolke tavsheden som de vil. Mine film har heller ikke rigtige slutninger. De er fragmenter i personernes liv, og deres historier går videre, når filmen er slut. Der er også en del, der finder mine film stødende eller provokerende, men det er bestemt ikke med vilje. Filmene bliver hårde, fordi jeg selv har haft et hårdt liv, og fordi de mennesker de handler om står midt i nogle konflikter. Når der for eksempel tit er prostituerede med i mine film, er det ikke fordi, jeg vil vise et realistisk billede af livet som luder. Den prostituerede kvinde bliver et symbol på brydningen mellem godt og ondt og på de konflikter, der opstår. Det er konflikterne, jeg gerne vil beskrive og som inspirerer mig.

Eiga: Hvordan foregår den filmiske proces fra idé til færdigt værk?

Kim Ki-duk: Jeg skriver selv alle mine manuskripter, så jeg laver altså heller ikke genindspilninger. Som regel går jeg rundt med op til flere idéer. Så bliver de skrevet ned som et manuskript, men det er meget fleksibelt. Det bliver næsten altid lavet om i løbet af optagelserne og samtalerne med skuespillere og andre. Det er vel også derfor, at de aldrig har en definitiv slutning. Definitive slutninger er en meget Hollywood'sk ting, mens Kim Ki-duk-metoden er stik modsat (ler). Oprindelig er jeg jo slet ikke uddannet instruktør eller noget. Jeg har arbejdet på fabrik og for militæret - i det hele taget haft en meget broget karriere. Da jeg begyndte at male, fandt jeg ud af, at jeg kunne udtrykke mig endnu bedre på film, så det endte med, at det var den form, jeg valgte. I Korea går folk meget op i, hvor man har læst og om man er universitetsuddannet. Måske er det også en grund til, at jeg ikke er særlig populær. Mange synes måske, at jeg ikke er "rigtig" instruktør. Det giver noget helt andet at lære at lave film på den hårde måde. Men det betyder absolut ikke, at der ikke bliver lavet gode film af folk, der har gået på filmskoler eller universitetet. Bestemt ikke! Jeg har altså bare gjort det på en anden måde.

Vores tildelte time er gået. Alt for hurtigt. Mødet med Kim Ki-duk formede sig mest af alt som en rundbordssamtale, og han har været så spændende og tankevækkende at møde, at jeg sagtens kunne have brugt meget længere tid sammen med ham. Men han skulle til at forberede sig til aftenens visning af Samaritan Girl, så jeg takkede ham mange gange på koreansk ("tak" hedder "gamsahamnida" og er noget af det eneste, jeg kan sige på koreansk) og forlod Cinemateket, fuld af tanker og spekulationer. Kim Ki-duk er uden tvivl en instruktør, der formår at sætte tanketoget i gang. Og vi andre kan håbe, at han bliver ved med at lave udfordrende og anderledes filmkunst.

Eiga var også tilstede under aftenens event med Kim Ki-duk til Samaritan Girl. Her gav instruktøren interessante detaljer fra sig om blandt andet sit kommende filmprojekt efter The Bow. Artiklen kan læses her.

(side 2: engelsk version)